Lotte er 31 år
og det er mange år siden hendes bror døde men i den sidste tid har savnet overvældet hende. Når hun cykler eller hører en bestemt melodi kan tårerne pludselig begynde at trille. Hun har brug for at skrive dette afskedsbrev og hun skriver det så inderligt og så fyldt med kærlighed at hvis andre læser det, vil de blive dybt berørt.
Det er september og dagene er ved at blive kortere. Menneskene er begyndt at putte sig og gemme sig og trække sig ind i sig selv. Lotte har netop været sammen med sin terapigruppe og en masse følelser har hobet sig op, indeni. Hun sætter sig på en kølig bænk, tager sin hvide blok frem og begynder at skrive. Imens hun skriver trænger tårerne sig frem men hun presser dem indad. Græde det vil hun bare ikke fordi ingen skal se hendes tårer. Hun skriver og skriver mens kuglepennen stryger hen over papiret og hendes savn bliver nedprintet endnu engang. Det er så stærkt og så indeklemt.
”Kære storebror, jeg savner dig så frygteligt men det er på tide at slippe dig fri, det er på tide at jeg siger farvel”.
Mobilen ringer og hun rejser sig mens hun synker en klump og ligger skånsomt brevet ned i rygsækken. ”Jeg må gøre det færdigt en anden dag”, når hun at tænke.
Det er hendes mand Dennis og han siger. ”Jeg kommer sent hjem i dag men du har jo også friaften i aften, din mor tager ungerne”. Lotte svarer hurtigt og Dennis lægger heldigvis ikke mærke til at hendes stemme er grødet. Derefter ligger hun telefonen i jakkelommen og sukker. Hun ved at hun må gøre brevet færdigt så hun skynder sig hjem.
Et par måneder efter hvor sneen havde lagt sig i store dynger på veje og marker og vejret er isende koldt, ligger Lotte sammen med Dennis i soveværelset. De har netop elsket inderligt og udenfor vinduet kan hun ane månen og stjernerne højt oppe på himlen. Vinduet står åbent og ruden er dugget med sved.
Dennis ligger med åben mund og smiler han kigger et øjeblik op i loftet men glipper lidt med mundvigen. Han åbner øjnene igen denne gang mere intenst. Lotte vender sit hoved og kigger op i loftet men kan intet se, kun fornemme. Hun begynder at trække vejret tungt og hendes hjerte banker stærkt, rummet er fyldt op og det er somom det er elektrisk ladet. "Hvad er det her" når hun at tænke, da Dennis grinende udbryder. ”Du skal bare vide at der er mange der passer på dig”
Lotte stivner hun ved slet ikke hvad hun skal svare og hun kan heller ikke røre sig, hun hvisker svagt.
”Ja, det er nok rigtig skat”, men hendes stemme skælver.
Dennis fortsætter ”Han passer også på dig og han er tit ved din side, men du taler alt for meget så det svært at få et ord indført”. Dennis ansigt bliver skarpt, lidt mørkt og det er somom han taler i trance. ”Han siger at han har læst dit brev mange gange og at han er ked af den måde han forlod dig på fordi du har været så ked af det så længe. Men han synes det virker som om du er faldet mere til ro efter at have skrevet det”.
Lotte tror ikke sine egne ører, det er simpelthen utroligt det han siger og hun ved slet ikke om hun skal græde eller le men hun kan mærke at hendes krop bliver varm og glødede. Hun vender sig om imod Dennis og hvisker ”Sig mig, hvad foregår der egentlig her”
Dennis vender sig om imod hende og svarer med en grødet stemme.
”Det ved jeg ikke men du har besøg. Han fortsætter. "Jeg ved godt at det er totalt ufatteligt det her men tro mig din bror er her og han har noget at sige dig”. Han fortsætter ”Det er ikke mig der taler men det er som om han taler igennem mig og jeg kan slet ikke bevæge mig”.
”Men hvor er han nu” Lotte kigger forsigtigt rundt i lokalet.
”Oj” Dennis lytter og han ænser hende slet ikke.
”Han siger at du har nogle pæne børn og at de er lige så skøre som han ”. Han kigger op i loftet men Lotte kan stadig intet se.
”Ja, godt med dig, sig mig tror du jeg er ondsvag ” hvisker Lotte, mens hun griner nervøst.
”Næææh, men det sker det her tro mig og han er glad”.
Dennis smiler og peger op i loftet.
”Han har en høj hat i hånden og er skaldet
men han har det godt, det kan jeg mærke. Han fortsættere. Han har det rigtig godt og han griner rigtig meget”.
Lotte ligger et øjeblik og spørger så ”Hvor er han henne nu”
Dennis vender hovedet mod hende og svarer stille ”Det ved jeg ikke fordi han er her ikke lige nu”. ”Jeg ved godt det er uforståeligt det her men jeg tror at han bruger mig til at tale med dig. Og ved du hvad, det synes jeg simpelthen er for meget". "Godt nok har jeg altid vidst at jeg havde visse evner, men det her, det er bare for meget” Dennis kigger hende dybt ind i øjnene og vender så pludselig hovedet opad mod loftet igen.
”Schhhy, sagde han, prøv at lytte" "Prøv at se, han er lige der”
Han peger igen op mod loftet og hendes hjerte banker vildt, det føltes som om det er ved at sprænge ud af brystkassen og hun holder vejret men hun tør ikke kigge.
Puf, vinden suserog ruden falder i, gardinet blaffer og et billede af Lotte, Dennis og børnene er faldet ned, det ligger tæt op af væggen.
Dennis sukker og vender sig imod hende.
”Der forsvandt han men han sagde en masse kan du tro, det virkede dog som om han blev bange”
”Sagde han mere" Lottes hjerte er ved at falde til ro igen men hun er stadig forskrækket over suset. Hun ved at der var sket noget behageligt men hun har så mange spørgsmål. Hun føler sig heldig, speciel
og latterlig på en og samme tid.
Hun spørger igen.
”Hvad sagde han, jeg må vide det hele, hvad skete der”
”Ja, som du nok kan regne ud så havde du besøg af din kære bror”
”Så du ham slet ikke”.
”Nej", Lotte ryster på hovedet.
”Jeg så intet, men alt det du sagde, det var ligesom at tale med ham. Hvorfor kommer han nu efter så mange år”
Dennis ryster på hovedet og ligger det på skrå.
”Det ved jeg ikke, det sagde han ikke noget om, han sagde bare at han havde læst dit brev og at han ville fortælle dig at han havde det godt”.
Dennis ligger sin hånd i hendes og kigger kærligt på hende. ”Han synes dine børn er smukke”.
Lotte, får noget spyt galt i halsen, ”Hvad” ”Var han inde og se dem”
” Ja", Dennis griner mens han fortsætter. "Han kunne ikke forstå hvem Tommy er, da han fløj frem og tilbage"
Tommy er søn af Dennis og netop i disse dage på ferie hos dem.
Dennis vender sig om imod hende og siger.
”Men nu er jeg træt, det var meget hårdt det her, hold op hvor er jeg bare træt”. Dennis ligger sig i hendes arme og spørger.
”Er det ok at jeg falder i søvn, det her sex og så din bror har virkelig udmattet mig”, han lukker øjnene i.
Lotte nikker svagt og hun ligger i lang tid og lytter. Kan intet høre, andet end bilerne langt væk, et fly i mørket og en let snorken. Hun falder i søvn.
Tiden efter er hun omtumlet, glad, forvirret, tilfreds. Har en følelse af velvære, er ubekymret og også mæt. Hun ved ikke hvad det er der er sket den nat, men det er så dejligt at hun ikke kan ignorere det. Siger intet til nogle men ved at et eller andet er sket.
En dag går hun en tur med familien på Langelinie og de passerer en statue forstillende en stor majestætisk engel. Hun fortæller sin datter Mia.
”Det der er en engel og har du nogensinde set sådan en skabning ".
”Ja, da”, svarere Mia frejdigt!
Lotte standser op, hendes hjerte står helt stille ”
Hun udbryder igen kækt men også lidt nervøst
"Nååååh og hvor har du da set sådan en”
Mia griner og svarer.
"Hjemme ved min seng, mens jeg sov”. Hun svarer fuldstændig noncelant. Lotte ved slet ikke hvad hun skal sige, hun er fuldstændig lammet. Hendes mund er tørlagt fuldstændig som om den har brug for hele Langelinie. ”Mia, se på mig" udbryder hun så skarpt.
"Den engel du så hvordan så den ud og hvad gjorde den”
Mia kigger lige ud i luften mens hendes blå øjne kigger op på statuen.
” Det ved jeg ikke, jeg kunne ikke se den tydeligt, kunne bare se et ansigt, ingen krop, men den fløj hen over min seng og den gjorde ikke noget, den kiggede bare". ”Nå jo" fortsatte hun eftertænktsomt.
"Den fjollede rundt i min seng, mens den grinede”
Derefter gik Mia videre mens hun greb sin far i hånden.
Hun fejede hen ad Langelinie som om hendes mor var det mest underlige i verden, mens hun frækt vrikkede med hofterne.
Lotte, der er fuldstændig paf går i flere minutter men siger intet. Bliver enig med sig selv om at hun må spørge sin søn om han også har set denne famøse engel. Der går et par dage.
Hendes søn Tim pustede og stønnede, sneen var væk og vejen nogenlunde ryddet, han knoklede løs på cyklen. Lotte tager mod til sig, ”Tim har du nogensinde set en engel.”
”En engel”, Tim ser spørgende på hende. ”Måske” svarer han forsigtigt.
Lotte, trækker vejret dybt endnu engang. ”Hvis nu du har set en engel, hvor så du den så henne”
Han svarer igen denne gang mere kækt.
”Ja, altså hvis jeg nogensinde har set en engel, jamen så har jeg set den i Mias seng.”
Det er simpelthen løgn, Lotte tror ikke sine egne ører. Hendes søn og datter kunne umuligt have talt om det her, hvorfor skulle de.
Han er 9 år og hun kun 5 år. De talte ikke om sådan noget.
Lotte err lamslået og hun sakker bagud på cyklen men sætter farten op igen og tager tilløb til det næste spørgsmål.
” Tim, den engel du så, hvad gjorde den.”
Han svarede ”Den rullede rundt i Mias seng og grinede.
"Den grinede hele tiden, så jeg blev ikke bange og den kiggede hele tiden på Mia.”
”Kiggede den også på dig” spurgte hun nu mere fortrøstningsfuld.
”Det ved jeg ikke men den grinede i hvert fald.”
Tim stampede hælen i pedalen og spurgte.
”Hvorfor da har du også set den.” Mens han kiggede hende i øjnene.
”Ja" sagde hun "og Mia så du er ikke den eneste, endda din far. Men sig det ikke til nogen, de tror bare vi er lidt skøre”
Han kiggede stædigt på hende.
”Nej det gør jeg da heller ikke, selvom jeg er da ligeglad fordi jeg så den jo og den gjorde jo ikke noget.”
Lotte bliver enig med sig selv om at tro på at hendes bror virkelig har været der og det blev heller ikke den sidste gang han kom på besøg.
Men det er en helt anden historie!
Skrevet af Tina Nurby oktober 2002