kap 11 - 17 Cykelturen til Spanien fortsætter

Det var blevet tirsdag d. 29. august og vi cyklede igennem byen Lutchenburg til byen Plon, hvor vi sendte 22 kg. bagage med posten, hjem til min mor. Andet ubrugeligt havde vi smidt ud på campingpladsen.

Det var første gang på rejsen vi havde nået den by, vi havde sat som mål fra morgenstunden så vi jublede over vores sejr. Det var blevet godt nok blevet regnvejr mens vi stod inde på posthuset, men vi cyklede videre. Det var i orden, så længe det ikke væltede ned.

Vi forsøgte at finde et vandrehjem, men det var alt for dyrt til vores sparsomme budget, da det kostede 22 mark pr. person, altså godt 385,- for en overnatning. Så var det trods alt billigere at campere!

Efter vi var kommet os over skuffelsen, over ikke at komme til at sove i en dejlig stor seng den nat fandt vi istedet en campingplads.
Til alles glæde var der et dansk par med børn, Mikkel blev glad da han opdagede at der var en dreng på hans alder som han kunne lege med.
Vi blev alle budt indenfor i deres campingvogn for at nyde kaffe, chokolade og sodavand. Den aften kom vi først i seng kl. 22.30, hvor vi ellers plejede at falde omkuld inden kl. 21.00.

Allerede næste morgen cyklede vi videre, og Mikkel måtte sige farvel til sin nye danske legekammerat, mens vi andre pakkede teltene sammen. Ungerne var rastløse og Mikkel var sur over at forlade den danske dreng, som han endelig havde fundet, men det nyttede ikke noget vi skulle videre. Den danske familie skulle alligevel hjem samme dag da deres ferie var slut.

Vi forklarede Mikkel at der stadig var langt gennem Tyskland og at sensommeren var ved at være på det sidste, så der ville komme mindre og mindre sol og varme dage og flere og flere regnfulde tågede dage.
Eva var også sur og gnaven, hun ville ikke rigtigt cykle så den morgenen var virkelig streng.

Heldigvis cyklede vi lige forbi en bager straks efter vi havde forladt campingpladsen og vi stoppede straks. Lod alle spise masser af kage og pizzastykker. Der var ingen tvivl om at det var meget hårdt at sætte telt op og pille det ned hele tiden, så vi synes vi alle fortjente det. Og det hjalp helt klart på børnenes humør.

Det var stadig svært for Michael og jeg at sove om natten, vi vendte og drejede os men bare det at vide, at vi var på vej ned mod varmen holdt vores mod oppe. 

Mens ungerne hyggede med maden mindede Michael mig om hvor lang Tyskland egentlig var: Vi blev enige om at vi måske ikke kunne nå Frankrig inden det ville begynde at blive rigtig koldt. Men det holdt vi for os selv, indtil videre.

Tyskland var et utrolig smukt land, fyldt med mange nybyggede huse. På den landevej vi cyklede, var der masser af solsikker, æbler og brombær, og vi holdt pauser for at smage. Landevejene var bakkede og stille og der var heldigvis ikke så meget trafik den dag. Den næste by vi gerne ville overnatte i hed Bad Segeberg. Her afholdt de hvert år et teaterstykke, kaldet Karl Max Spiele, som Michael havde hørt så meget godt om. Det var et udendørs teaterstykke hvor der skulle være en masse cowboydere og indianere. Han ville så gerne have Eva og Mikkel kunne få  lov at opleve stykket, så derfor blev målet den dag at finde en afsides campingplads, lige efter byen.

Men på campingpladsen som vi fandt fortalte de at teaterstykket var blevet aflyst og alle blev godt skuffede, de fortalte at skuespillerne var syge. ”Æv, endnu en skuffelse på denne dag" børnene de skældte ud.
Det begyndte at regne igen og vi skyndte os at sætte teltet op og blev i stedet enige om at spise et godt måltid mad på et lille spisested der hørte til campingpladsen. Vi spiste store tykke tyske karrypølser og nød maden, mens vi skrev lidt dagbog, lagde papir ind i scrapbogen og ringede hjem til venner.

Resten af aftenen øsede det ned og vi blev overfaldet af myg og fyldt med myggestik, alt var så fugtigt. På campingpladsen var der en minigolfbane som ungerne tiggede om at få lov at spille på, men det blev ved med at regne. Humøret var stadig tungt da vi hoppede i soveposerne den aften, mutte og triste. Det øsede ned hele natten.

Vi cyklede fra campingpladsen næste morgen og vejret var godt igen. Vi opdagede at der var heste, som vi overhovedet ikke havde set da vi ankom, men det er nok på grund af regnen. Vi fodrede og kælede med dem inden vi cyklede væk fra stedet.

Men efter 20 km. skete der et mindre uheld.
 ”Bump” lød det og alle fik et chok, da Michaels trailer dumpede ned på jorden. Michaels trækstang der holdt anhængeren oppe var knækket. Man må sige, at vi var heldige, fordi det skete lige udenfor et kæmpe Bauhaus varehus og der skete heldigvis intet med børnene der dårligt nåede at opfatte det.

Michael gik hurtigt ind i Bauhaus og skar en jernstang over som vi skubbede ind i stangen på anhængeren, for at stabilesere. Faktisk var det så godt at der ikke skete mere på resten af cykelturen og endnu bedre, vi kunne hurtigt cykle videre.

Vi var alle utålmodige denne dag, cyklede ekstra stærkt, pressede hinanden ekstra meget, fordi vi så Hamburg for os. Vi ville gerne opleve lidt storbyliv.

Men desværre den dag kørte vi totalt i ring da vi ledte og ledte efter en campingplads som var beskrevet i campingbogen. Den skulle ligge i en skov, men den var simpelthen så godt skjult at vi ikke kunne finde den. Hvordan vi fandt den mindes jeg ikke. Kl. var omkring 21.00 og mørket var faldet tungt om os og vi var totalt udmattede, havde næsten opgivet. Campingpladsen var dog tom og trist der var absolut ingenting, andet end en græsplæne.

Vi var ikke nået til Hamburg men befandt os isetedet i byen Norderstedt. Vi var ligeglade, trætte og ømme i alle muskler. Ungerne trængte til en kop kakao, så den jeg på vores kogegrej, trods buldrende mørke, mens Michael og Eva satte teltene op. Bagefter faldt vi alle hurtigt i søvn.

I det hele taget spiste vi hele tiden, dagen lang da vi fik en glubende appetit af at cykle. Vi spiste MEGET chokolade fordi vi gik sukkerkold indimellem og det var også med til at stille den værste sult, hvis vi ikke lige havde mad i køleboksen og der var langt til et madsted.

Vi tabte os langsomt og kroppen var begyndt at omdanne det fedt vi havde på kroppen til muskler og det så egentlig ret godt ud.

Næste morgen tændte Mikkel bål i en forladt gammel gril sammen med sin far og det fornøjede ham meget. Han pillede i ilden og legede med gløderne. Imens pakkede jeg sammen med Eva, mens Maria legede med sten og snegle på jorden. Maria var vild med at samle alverdens ting op på vejen, og hver gang hun fandt en skrue eller andet der kunne bruges til en cykel, gemte hun det. Udbrød frejdigt ”det kan være far får brug for det.”

På vej mod Hamburg kom vi forbi en byggeplads af nybyggede træhuse som Michael blev vildt fascineret af. De smukt konstruerede huse var tæhuse som man kunne få sat op, hvis man købte en grund og sætte dem på. Vi snakkede med en ejendomsmægler på pladsen, der fortalte, at man kunne købe sådan et hus og få det sat op på en grund hjemme i Danmark for 200.000,-. Michael og jeg var solgt, dagdrømte.
Børnene blev dog utålmodige så vi skyndte os videre.
De ville ind til byen og kunne ikke helt forstå vores begejstring. 

Faktisk købte vi et træhus godt 8 måneder efter vi kom hjem, så man kan sige skæbnen er lunefuld!

Hamburg var en stor by med en masse rundkørsler som vi cyklede igennem. Det var dejligt at se noget andet end kun huse, marker og landevej. Vi blev enige om at finde en campingplads lige udenfor Hamburg, hvor vi kunne overnatte et par dage, for at tage ind og se Hamburg ”by night.”

Ved byen Snellesen Nord lige udenfor Hamburg, fandt vi en kæmpe campingplads, med alt dertilhørende. Vaskehus, køkken, tv-stue, telefoner og kiosk. Vi fik vasket tøj og et dejligt langt bad. Om aftenen så vi tv i en fjernsynsstue og Mikkel lavede nogle små søde lektiebøger til os alle. Eva satte sig i et hjørne og læste i en bog.

Det var blevet 1. september 2000 og vi tog på sightseeing i Hamburg. Vi kørte med bus og tog, bare for at prøve noget andet. Vi kunne godt se at vores tøj var slidt og gammelt og ødelagt af vejret, men vi nød dagen i fulde drag. Mens de andre tog på en sejltur på Elben, tog jeg en time for mig selv. Det var virkelig tiltrængt fordi vi levede så tæt.

Jeg var begyndt at blive snottet, min krop føltes som en karklud og jeg nød virkelig den times ro alene, mens jeg vinkede til de andre på Elben og lænede mig træt op ad en mur.

Om aftenen spiste vi på MC Donalds og det var virkelig dejligt med noget junkfood. Michael Fremviste den berømte ”Reberbane”, hvor der var fyldt med blinkende lygter og billarm og vi gik langt den dag. Om aftenen tog vi tilbage til campingpladsen, mætte og tilfredse.

2. september cyklede vi videre og skulle ind gennem Hamburg igen for at komme over på den anden side af Elben. Vi var nødsaget til at tage cyklerne igennem den gamle Elben-tunnel men det gjorde heller intet fordi det var en spændende, spøjs og lidt kildende fornemmelse, da mig og ungerne ikke helt vidste, hvad vi kom ned til.

Vi blev transporteret ned under jorden i en elevator, hvor der også var plads til biler. Det var spændende at cykle igennem tunnelen under Elben og for at komme op på den anden side, til det man kalder Hamburg frihavn, skulle vi igen op ad en elevator.

Havnen var fantastisk stor og hvis en tysk ung mand ikke havde hjulpet os igennem de mange veje, så tror jeg stadig vi ville køre rundt dernede!

Min krop var stadig tung og jeg havde feber hele dagen, men vi var besluttede på at cykle videre. Den nat overnattede vi på en eng lidt udenfor byen Harburg. Det regnede og vi havde kørt i ring i flere timer, inden da. Da vi ikke kunne finde en campingplads, havde en flink dame i en bil ført os til engen, og det var trods alt bedre end ingenting!

Hurtigt op igen næste dag, cyklede vi igennem byen Jesteburg, hvor vi spiste et stort måltid varm mad på en kro. Vi følte os beskidte og usoignerede, men glemte det hurtigt da ungerne højlydt gav udtryk for at de var glade for maden.Alt blev spist til mindste krumme.

Jeg havde glemt at pakke noget tøj ned i plastikposer, så vi blev nødt til at finde et sted og tørre det. Vores vogne og telt var ellers tæt og havde holdt til  vejret indtil videre og vores regntøj var også et rigtig godt køb. Men det var svært at holde alt tørt i regn og fugt og solen skinnede mindre dag for dag. Michael og jeg talte igen sammen om muligheden for at komme længere ned. Vi talte om at tage toget igennem resten af Tyskland, eller leje en stor varevogn.

Men vi havde lige en forlystelsespark vi ville opleve ” Heidepark.” Det havde vi lovet ungerne!

I byen Niendorf cyklede vi forbi en masse bondegårde og Michael fik en sjov ide, om at vi skulle finde et høloft. Vi kørte ind på en stor gård og tog chancen. Michael der er fantastisk god til at tale tysk spurgte kækt om vi måtte overnatte på deres høloft og vi andre ventede spændt. De gav os lov, hvis vi bare lovede ikke at ryge i høet og det lovede vi selvfølgelig.

Det var blevet tørvejr og jeg hængte mit våde tøj op på cyklerne og cykeltrailerne, mens vi alle fik en rundvisning på gården. Gården drev et stort mejeri og vi fik vist hele produktionen med malkning af køerne til det blev hældt på tønder, færdigbrygget.

At sove på et høloft er noget af en kløende oplevelse, men absolut mindeværdig. Næste morgen stod der frisk komælk og æbler for enden af trappen og de havde lagt et brev ved siden af. Maria var mættet af at kigge på alle dyrene på gården, hun havde både aet katte, heste, køer og geder.