På cykel til Spanien - kap. 1- 5

"Det bragte os tættere sammen "

At tage på en cykelrejse igennem Europa var en spontan ide som min mand Michael og jeg fik i sommeren 2000. Ideen opstod, fordi vi var kørt træt i hverdagen. Vi følte os tynget, fastlåst i arbejde, bolig, pligter og ansvar, og følte ikke rigtigt at vi levede livet rigtigt, fuldt ud. Der måtte ske noget og i første omgang vidste vi ikke helt hvad vi skulle gøre.

Vores valg faldt på en cykelrejse en dag vi sad i Michaels lastbil, på vej hjem fra arbejde. Det var Michael der foreslog det og jeg indvilligede. Så var beslutningen taget. Vi gik i gang med at finde ud af hvad der skulle til for at kunne cykle ½ år. Vi tænkte ikke nærmere over vores nye ide og tog heller ikke de store forbehold for, hvordan det egentlig skulle kunne lade sig gøre. Valget var taget og vi vidste bare at det var det vi ville gøre.

Vi valgte Europa som rejsemål fordi jeg havde fået fortalt, af mange af mine patienter, på Herlev Hospital hvor jeg arbejdede som social og sundhedsassistent, at Europa havde lige så gode hospitalsforhold som Danmark. Det var meget afgørende, da vi skulle have tre børn med på rejsen.

Endelig, læste vi os frem til, at komforten på de Europæiske campingpladser og vandrehjem var i en rimelig standard, således at vi indimellem vores ophold på landevejen kunne få et godt bad og måltid mad, hvis der skulle blive brug for det. Og det blev der selvfølgelig!

Som forældre tog vi det forbehold at det nok skulle gå, så længe vi bare holdt sammen. Og det må jeg sige, holdt stik.

På turen oplevede vi en behagelig afhængighed, et tæt sammenhold, da vi kom til at leve ufattelig nært sammen, på godt og ondt. 

Så godt, at når en af os pruttede lydløst i nattens mørke i teltet, hvor du kun kunne skimte månen og stjernerne på himlen, jamen så tog vi da bare en dyb indånding og konstaterede, ” det er bare Mikkel der har pruttet” og vendte os om på sin anden side. 

Mange af de forestillinger Michael og jeg havde omkring vores rejse , kom til at passe, men alligevel kan I læse at meget ikke blev, som vi troede. Det gjorde dog absolut intet, fordi uanset hvad så blev vores hverdag ændret for en tid, og det var jo det som var meningen, det vi søgte. Oveni fik vi den gevinst at ved at være utrolig tæt, i god kontakt med hinanden igen og bekræftet at vi som mand og kone fungerer bedst når vi er sammen om alt, da vi arbejdede fantastisk godt sammen, var også det hele værd.

Der er ingen tvivl om at vores rejse er en livs oplevelse, som har været med til skabe et tættere og stærkere bånd imellem os alle 4.

Da vores rejse var en impulsrejse betød det også at den rute vi egentlig havde planlagt blev ændret lige inden afrejsen, og at vi kom til at bruge middelhavet i Spanien som guide, i stedet for de medbragte kort. Men selvom vi egentlig ikke havde de store overvejelser om hvad det egentlig var vi begav os ud på, er vi glade for den beslutning i dag.

Vi levede på opleveren hver dag, med det eneste formål at nå ned til varmen, inden det blev for koldt for os at cykle. Og det kom vi.

Derfor kan jeg kun sige følgende ord til andre familier der går og overvejer at tage skridtet ”Gør det, rejs, oplev”. Tag skridtet.
Den eneste bagside af medaljen er, at når man kommer hjem til Danmark igen, er det i starten meget svært at leve ”almindeligt” igen, med alle de krav der nu engang stilles. Det kan endda give depression og mange kolosale nedture. Men efterhånden vænner man sig stille og roligt igen til at gå på arbejde, passe alt det huslige etc. det gjorde vi!

Og det kan sagtens lade sig gøre at rejse uden at have sparet en krone op, det betyder i stedet at man skal tænke kreativt, benytte de muligheder der nu engang er, måske arbejde ekstra i en periode.

Men hvis I tænker over det, arbejder I måske allerede meget i forvejen, måske for at betale en bil, et hus etc, så hvorfor ikke bare tage beslutningen og for en tid bruge pengene til at spare sammen til en masse cykelgrej etc.

HUSK - AT TURDE TAGE SPRINGET, ER AT LEVE LIVET , og det behøver ikke betyde at man mister alt, tværtimod får I en hel del godt med på jeres vej, igennem livet.
I kan ihvertfald være sikre på, at vi gør det igen en dag.
Jeg kan kun anbefale det – Hvorfor ikke, hvad er der at miste.

I skal bare huske ikke at miste realitetssansen og huske at tænke jer godt om i forberedelserne. Fordi uanset hvor godt I forbereder jer, vil der altid være hændelser på rejsen, som I aldrig vil kunne forudse. Men det handler i bund og grund om mod og troen på at det nok skal gå, på den ene eller anden måde - Husk I kan jo altid vende om.

Det har i hvert fald styrket min tro på , at man kan hvad man vil hvis man bare bliver ved at forfølge sit mål og lader være med at høre på hvad andre siger, især hvis man selv føler at det er det rigtige. 

Og sidst men ikke mindst lad endelig ikke børn være en hindring. Det giver nærmere flere ideer og tanker, når man skal forberede sig!

Da Michael og jeg tog beslutningen havde vi i en længere periode været i total vildrede, omkring bolig og arbejde. Vi var begge trætte af at bo i det boligkompleks hvor vi boede.Vi a rbejdede fuldtid og endda mere end det. Foruden vores egne to børn Mikkel og Maria på 6 år og 3 år, havde vi Eva boende, Michaels niece på 13 år, der inden vi tog hende til os, havde boet på forskellige hjem, fordi hun ikke ville bo hjemme hos sin mor.

Selv var jeg netop blevet 30 år og havde alt for travlt med at give meget af mig selv på mit arbejde, som hovedsageligt bestod af at passe meget alvorlig syge mennesker på et hospital. Michael arbejdede som lastbilchauffør og kom ret tit sent hjem.

Vi havde i det hele taget ikke tid ret meget tid til at tage os af os selv og hinanden.

Mikkel og Maria hyggede sig dog godt i miljøet hvor vi boede, så det var et temmelig egoistisk valg vi tog, da vi besluttede at rive roden op for at tage ud og rejse.

 
Men da vi først havde taget beslutningen, og den første begejstring havde lagt sig, begyndte jeg at undersøge om boligselskabet hvor vi lejede vores rækkehus, ville give tilladdelse til at vi måtte fremleje vores rækkehus ud, i det ½ år vi gerne ville cykle. Dog var reglerne således, at selvom vi havde boet i rækkehuset i 5 år, at man enten skulle arbejde i udlandet eller studere for at få lov til at fremleje, m an måtte ikke fremleje når man bare skulle cykle. Typisk dansk, os og alle vores regler, det spænder virkelig ben, når man gerne vil gøre noget spontant. Men vi lever virkelig i et overregliseret land, synes jeg, der efterlades ikke meget til spontanitet. Omvendt kan man sige, vi har selvfølgelig også et godt sikkerhedsnet. 

Vi turde ikke tage chancen med at udleje udenom boligselskabet, da vi ikke ville have den bekymring med på rejsen. 
Endvidere havde vi alligevel ikke lyst til at komme tilbage til det boligmiljø vi boede i, vi ville helst starte på en frisk når vi kom hjem.

Så vi sendte uden at tøve, en opsigelse til boligselskabet.  

Vi havde nu tre måneder til at planlægge rejsen, og vi satte starttidspunktet omkring sidst i august 2000. Igen uden tanke for om det egentlig var smart at cykle i de måneder, men det tænkte vi faktisk slet ikke på. Det kom dog til at afslutte vores rejse, før tid, men det kommer vi til. 

Efter at jeg havde sendt papirerne af sted til boligforeningen begyndte de andre forberedelser, og der var ganske mange.

Vi aftalte med min mor, at vi kunne bo i hendes lejlighed når vi kom hjem, indtil vi kunne få en ny bolig. Temmelig naivt tænkt, kan jeg godt se idag, men vi tænkte ikke på alt.

Jeg regnede med at jeg der havde stået mange år på kommunens boligliste kunne få en lejlighed på ingen tid, når vi kom hjem. Men jeg  blev klogere, det skulle vise sig at blive et meget større problem, end vi i vores vildeste fantasi kunne forestille os.

Nå, men efter den beslutning kom næste spekulation, hvor skulle vi gøre af møblerne?
Heldigvis for os, men selvfølgelig ikke for ham, var en bekendt netop blevet skilt fra sin kone og han ville gerne låne vores møbler, mens vi var ude og rejse. Resten af møblerne, satte vi i et skur hos nogle venner og i min mors kælderrum.

Derefter begyndte vi at undersøge hvilke cykler og cykeltrailere vi ville få brug for på rejsen. Vi besøgte Dansk Cykel Union for at få gode informationer om regler. Vi opsøgte diverse cykelhandlere for at finde de bedst egnede cykler og cykeltrailere og vi lånte nogle bøger på biblioteket omkring andre cykelrejsende, for at se hvad de skrev af gode råd og hvad de anbefalede vi skulle tage med af grej.

Evas mor gav sit besyv til at Eva kunne tage med på rejsen.

Endvidere, skulle vi også opsige Mikkels plads på hans fritidshjem og Marias plads i hendes børnehave.

Vi skulle i gang med at finde ud af hvor mange penge vi skulle bruge til rejsegrej og hvad vi skulle leve af under selve rejsen.

Det at vi valgte at opsige rækkehuset, opsige børnenes institutioner, sætte banklån i bero, sætte telefonen i bero og hæve feriepenge, arbejde på de gode betalte vagter, samt undersøge muligheder for at finde økonomiske midler til at få Eva med ud at rejse, gjorde at vi kunne realisere vores cykelrejse.

Det gjorde at vores månedlige budget blev nedsat fra 9900,- til 1800,-. Et beløb vi valgte at betale forud, de næste 6 måneder, så der ikke skulle betales udgifter, mens vi var væk.

Vi måtte finde en økonomisk løsning for at Eva kunne komme med og hun fortalte selv at hun havde nogle børneopsparinger, hun kunne få udbetalt når hun fyldte år d. 1. august, hvis hendes mor ville give hende lov. Hendes mor gik heldigvis med til at Eva kunne få to af sine børneopsparinger. Og det var nok til at vi kunne købe den samme cykel til hende som vi købte, en cykeltrailer, et telt, en sovepose og cykel tøj.

Pengene til vores cykler, telt, cykelgrej, cykeltrailere og cykeltøj, samt vores rejseforsikring tjente vi til ved at hæve feriepenge og arbejde ekstra, indtil vi skulle rejse.

Vi skulle leve af hver sin børnepasningsorlov, jeg søgte på Maria og Michael på Mikkel, da vi skulle rejse sammen med dem. Heldigvis var det sådan på det tidspunkt, at man kunne søge børnepasningsorlov til og med det 8 år og da Mikkel var 6 år, kunne vi heldigvis søge på begge børn. Jeg tror stadig de regler gælder, den dag i dag men jeg er ikke helt klar over det!

Vi søgte begge orlov til ½ år, da vi håbede at rejsen ville vare så længe.

Selvom vi godt vidste at afrejsen lå sidst i august måned håbede vi, at hvis vi bare cyklede til varmere lande i Syd Europa, - jamen, så ville vi kunne overvintre der. Men, der skulle vi nok blive klogere!

Uden egentlig at vide hvad der foregik kunne Maria godt mærke spændingerne og se at vi pakkede huset sammen.
De to store børn var påbegyndt deres sommerferie, så tiden gik stærkt for dem.

Michael knoklede på og tjente alle de penge han kunne skaffe, inden vi skulle af sted. Vi havde efterhånden fundet alt rejsegrejet og lagt den rute, vi håbede at følge igennem Europa.

Vi påtænkte at starte i Maribo, tage færgen over Rødby til Puttgarden, cykle igennem Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig og Spanien. Anbringe cyklerne i Spanien, tage ud til Marokko, færgen over Gibraltar og til sidst cykle op igennem Portugal.

Nu gik det stærkt - Vi tømte rækkehus for møblerne, vi fik godkendt vores orlovsydelse til børnene og vi fandt de tre rigtige cykler hos ”Sørens cykler” på Frederiksberg. Han lovede dem klar til omkring 25. juli.

Vi prøvede at søge sponserstøtte og legater, men der var ikke meget at hente. Igennem Michaels arbejde fik vi hos "Varta batterier" genopladelige batterier og en genoplader. De genopladelige batterier ville vi bruge til en ghettoblaster, et lille mini-tv og Mikkels Gameboy.

To af cykeltrailerne ville vi omkonstuere med nye aluminiumsbunde, så de kunne bære 200 kg i vægt. Aluminium er perfekt, da det vejer meget lidt hvilket er nødvendigt når man skal cykle langt med så lidt vægt som muligt. Michaels cykeltrailer, hvor Mikkel og Maria skulle sidde i fik aluminiums halvtag på, samt en ekstra bagageholder bagpå til at holde en køleboks. Alt dette med omkonstruering lavede virksomheden ”Isodor skorsten” gratis. En gave kan man vist godt kalde det!

Ved at købe tre ens cykler ville vi kun få behov for værktøj til en slags cykel, hvilket ville være med til at holde vægten nede.
På Michaels cykel blev der påsat et barnesæde på hans cykelstang foran, som Mikkel og Maria flittigt kunne benytte når hvis de blev trætte af at sidde sammen i traileren. Og det sæde benyttede de meget, især i Spanien.

Min cykel var alt for lille til at kunne bære et barnesæde foran, så de måtte skiftes til at sidde hos Michael, hvilket heller ikke blev noget problem.

Vi købte endvidere en cykeltaske til at sætte bag på alle tre cykler, hvor vi kunne ligge alt vores tøj i plastikposer i læ for regnen, samt en masse små vigtige ting som vi hurtigt skulle kunne få fat i uden, at skulle pakke alt muligt ud først. Pung, pas, lygter, cde`r til ghettoblasteren, Mikkels spil til Gameboy.

Der blev købt gode lygteholdere og cykeltaskeholdere, en lille computer til Evas cykel, så vi kunne se hvor langt vi cyklede i alt.
Den kom dog aldrig til at virke!

Vi fandt alt vores grej hos ”Fjeld og Fritid” på Nørrebro i København, det vil sige de 4 kvadratmeter vi skulle bo i når vejret tillod det. Vi købte et firemandstelt til os og et tremandstelt til Eva. Gode soveposer der kunne tåle at graderne gik under frysepunktet og selvoppustelige liggeunderlag. Tre gode holdbare sæt regntøj til Michael, Eva og jeg. Vi købte kogegrej med gryder, pander og kopper og gode lygter til de mørke aftener.

Hos ”Dansk Camping Union” købte vi et Internationalt camping pas og hos ”Dansk Vandrelav” købte vi et vandrehjemskort

Hos turistbureauerne i de lande vi planlagde at skulle igennem, købte vi kort.

I vores indboforsikring blev der påført en rejseforsikring som skulle forsikre vores rejsegrej og værdier i op til seks måneder, hvis de blev stjålet. Vi tegnede også en rejseforsikring hos ”IHI” der skulle forsikre vores bagage og os under sygdom, hvis vi blev indlagt på hospital og ville få brug for hurtig hjemtransport eller medicin i udlandet.

Den almindelige gule forsikring dækker nemlig kun en måned i udlandet.

På den måde kan man sige, at vi dobbeltforsikrede vores bagage.

Det var dog kun hos IHI vi ville få penge udbetalt fra dag til dag, hos vores egen forsikring ville der gå op til en måned.

Vores cykeltøj bestod primært af cykelbukser med vaskeskind indeni til at undgå siddesår, gode cykelhandsker og et par solbriller der dækkede øjnene hele vejen rundt, for at undgå dyr i øjnene. Ellers alt andet tøj til al slags vejr. Selvfølgelig igen i begrænset omfang for at mindske vægten. Børnene skulle have deres gummistøvler med, hvor vi andre i stedet skulle have blå overtræks plastik sokker med, dem fra hospitalet som I måske kender.

I det hele taget skulle vores bagage være meget begrænset, men vi kunne heller ikke mangle det mest nødvendige, nu vi havde to små børn med. Vi ville pakke en fyldig forbindingskasse med alt godt fra hospitalet.

Vi købte en databank som adressebog til e-mail adresser, almindelige adresser og telefonnumre. Den kunne også omregne valuta.

Så oprettede vi en e-mailadresse på Internettet, så vi kunne sende og modtage post på vores vej, hvis vi kom i nærheden af en computer.

Vi købte en mobiltelefon med taletidskort, så vi kunne købe taletidskort i de lande vi nu skulle igennem, ringe til min mor og venner engang imellem.

Som luksus ville vi tage et lille batteridrevet tv med og en ghettoblaster, en Gameboy til Mikkel og cd`er, så vi kunne høre musik på landevejen. Af musik valgte vi blandt andet det danske band ”Aqua” og ”Brødrene Olsen”, som samme år havde vundet det Internationale Melodi Grandprix. Til Maria ville vi pakke en lille rød kuffert, med en masse små halskæder og legetøj. Og så ellers lidt forskelligt spil, såsom yatzy, kort og skak der ikke fyldte så meget.

Skolebøger og pensum til både Eva og Mikkel, da vi skulle læse på vejen. Foruden alt det historie, geografi og sprog vi mente de ville lære på vejen!

Vi besluttede at bruge Visa Dankort og hæve kontanter i de forskellige lande. Så vi vekslede ingen penge inden vi skulle af sted.

For det andet så vidste vi heller ikke helt nøjagtig hvilke lande vi kom til at cykle igennem, kun hvilke lande vi gerne ville cykle igennem.

Den. 15. august blev rækkehuset synet. Vi havde med hjælp fra min mor gjort det i pæn stand, så vi fik hele vores indskud tilbage.
Der havde været fuld fart på og vi var flyttet op i min mors lejlighed, for at bo sammen med hende i hendes to værelses med kammer.

Vi havde fastlagt afrejsedatoen til 22. august og vi var utrolig spændte.

Vores gamle naboer var forvirrede og nogle synes at det er en fantastisk god ide, modigt gjort, samt en kæmpe udfordring, mens andre mente at vi var kuleskøre.

Mikkel og Eva startede i skole d. 7. august fordi de lige så godt kunne gå i skole indtil vi rejste. Maria gik stadig i børnehave.

Vi manglede at få orden på de to forsikringer , at prøve og pakke cykeltrailerne og få købt det sidste tøj til rejsen. Vi manglede stadig de rigtige rutekort til de planlagte lande, men det havde vi ventet med til vi fik afviklet rækkehuset.

Vi skulle snart ind hos ”Sørens cykler ” for at få efterstrammet cyklerne og cykeltrailerne og hente værktøjet til cyklerne.
Vi manglede også at få talt pensum og bøger med Eva og Mikkels lærere. Men vi havde allerede aftalt at de kom til at gå i skole til fredag d. 18. august. Maria ville vi beholde hjemme mens vi ordnede det sidste.

Vores adresse havde vi flyttet hjem til min mor og hun fik en fuldmagt til vores bank, så hun kunne ordne vores økonomiske sager hvis det ville gå i uorden, mens vi skulle være væk, eller vi fik en regning vi havde overset. Jeg havde sat min computer hjemme hos min mor således, at vi kunne kommunikere via Internettet, hurtigt, hvis det ville blive nødvendigt.

Med hensyn til fremtidig bolig ville min mor kigge efter et eventuelt billigt hus på landet, et kolonihavehus eller andet mens vi var væk, men ellers var vi enige om at det var noget vi måtte ordne når vi kommer hjem igen.

Hvad arbejde angår, jamen, så vidste vi begge, at vi hurtigt kunne komme i arbejde igen, da vores faggruppe mangles på det Danske arbejdsmarked. Men sådan noget gad vi egentlig ikke spekulere på nu, hvor vi snart skulle ud og cykle.

Efter at vi havde sagt farvel til bolig , naboer, venner, skole, fritidshjem og børnehave var der masser af tid til at forberede resten af bagagen til rejsen, og vi kunne være der 100 % for hinanden. Vi havde ingen betænkeligheder med at vi skulle cykle langt hver dag, selvom ingen af os havde prøvet det før. Vi kunne godt gætte at det vil blive hårdt i starten og at vi ville få ømme ben og balder, en masse lange pauser og nok også en del opgivende minutter eller timer.

Men vi vidste også at vi ville få hele dagen sammen, uden stress og jag, at vi bare skulle ned sydpå inden det blev for koldt. Det ville komme til at foregå på vores børns, vores  præmisser og på opleveren på fuld drøn.

At der kom til at ske nogle ændringer på vejen var kun med til at give netop denne rejse sin personlige karakter.

Et par dage før vi skulle afsted begyndte vi at pakke de to trailere som skulle indeholde alt vores grej. Det var nu endelig bestemt, at Eva og jeg skulle cykle med alt bagagen og Michael skulle cykle med begge børn, have køleboksen bagpå, med ghettoblasteren ovenpå. På hans tag spændte vi Marias klapvogn fast med store cykelelastikker.

Vi pakkede og pakkede indtil vi havde fyldt de to trailere op til randen og var egentlig ret ligeglade med hvor meget det vejede. Vi vidste at det vi havde pakket, var det vi skulle bruge i det næste halve år og vi kunne ikke sortere mere fra.

Da vi ikke havde lyst til at cykle igennem Danmark , havde vi lavet en aftale med Michaels bror Henrik, om at han skulle køre os til Maribo i en stor bil, hvor alt kunne være.

I Maribo havde vi allerede undersøgt at der lå et Danhostel hvor vi kunne sove natten over, den første nat.

Vi ville starte vores cykelrejse med at cykle ned til Rødby over Puttgarden med færgen d. 23. august 2000.