Kap 35 - 37 Spanien er skønt

Dagen efter cyklede vi videre men nåede ikke særlig langt, da vi cyklede forbi den sejeste campingplads som vi endnu havde set på vores vej, og som klart var for børn. Vi troede i første omgang at det var en af de Spanske borge som vi havde set en del af, men det var det ikke, det var en kæmpe legeborg til børn, med samtlige swimmingpools. Børnene blev ellevilde og vi besluttede at indlogere os, på trods af at vejret stadig var regnfuldt.

Byen Benidorm lå lige rundt om hjørnet, så vi tog en tur ind i den by, jeg tror mange danske turister kender. Den er storslået, med dejlige badestrande, gode butikker og kæmpe højhuse. Vi købte petanque kugler fordi Mikkel længe havde plaget om dem, efter at have set mange på vores vej, spille det meget populære udendørs spil
på strande og campingpladser.

Vi spiste kinesisk på en restaurant og shoppede i byen.

Vi besteg et bjerg og da vi nåede toppen nød vi den storslåede udsigt, men fortrød lidt da vi skulle nedad, fordi der pludselig var meget langt ned, med sådan en lille prut som Maria. Men vi gjorde det og var stolte som paver, specielt Mikkel. På vejen ned så vi mange flotte sommerfugle og insekter.

Netop som vi er på vej væk fra bjerget stødte vi ind i et hold danskere, som havde lejet lejligheder i byen La Finestrat, der kom lige efter Benidorm. Dem aftalte vi at besøge når vi kom derhen.

På campingplads med badeborgen oplevede vi at folk fra flere lande spurgte om vi var "de danskere som cyklede sammen med vores børn, igennem Spanien". Det var ret sjovt fordi vi var faktisk ikke særlig meget på campingpladsen, da det var nogle regnfulde dage hvilket gjorde at vi ikke rigtigt kunne bade i svimmingpoolene og derfor istedet vi brugte til at se os omkring. Men de havde åbenbart alligevel set eller hørt om os.

D. 16. oktober cyklede vi videre igennem Benidorm og blev enige om at finde en politistation, for at få skrevet en rapport over vores stjålne ting. Og sandelig om der ike var en i Benidorm. Det tog godt nok lang tid, ikke at få skrevet selve rapporten, men at få et bestemt stempel, 3 timer ventede vi. Vi sad på politistationen og svedte bravt. Bagefter lånte vi en fax og sendte det hele hjem til min mor, så hun kunne sende det hele af sted til vores forsikringsselskab.

Man må lade spanierne, de har fantastisk god tid og det kan mange mennesker lære noget af. Vi har ligesom Tyskerne alt for travlt hjemme i lille Danmark. Alt for travlt!

Kl. var derfor blevet 16.00 og vi skulle hurtigt finde en campingplads, inden det blev mørkt igen. Byen La Cala Finestra lå lige efter Benidorm og vi fandt en lille campingplads og blev enige om at opsøgte de danske familier som vi havde mødt ved foden af bjerget forleden dag. Vi fandt dem og åd på livet løs leverpostej, dansk spegepølse, ost, makrel på dåse og torskerogn med remoulade og smør. Vi blev et par dage, ikke hos dem men på den nærliggende campingplads, hvor vi havde sat teltet op.

Her mødte nemlig vi også et andet dansk par, som gav os dansk slik og kaffe. Vi bød til gengæld dem på øl nede i en bugt, hvor stranden lå. Og mens vi hyggede badede ungerne sammen.

Vores næste storby mål var Allicante og vi kunne se på kortet at vi nærmede os hastigt. Det var blevet 18. oktober og nu ville det være efterår i Danmark. Vi nød stadig at kunne bade og vi havde stadig ikke lyst til at tage hjem, men børnene var begyndt at savne danske børn og lege med, specielt når vi havde haft et par dage som disse i selskab med andre danskere. Så vi besluttede at ringe til Britt og Jens når vi nærmede os Alllicante, den storby de havde fortalt de ville overvintre i.

Den næste by på vejen hed El Campello og her blev vi nødt til at overnatte 9 km. fra Allicante.

Da vi ringede til Britt og Jens for at høre om de er ankommet til Allicante, fortalte de at der havde de allerede været et lille stykke tid og ville overvintre. I telefonen var de meget korte for hovedet og vi undres.

Da vi cyklede videre d. 19. oktober mod Allicante, som nu kun 9 km. væk, var børnene meget spændte på at møde Frida og Rasmus igen, men vi var lidt bekymrede. Var ikke helt sikre på at de glædede sig til at gense os.

Vi var ved at være trætte af at være på farten og håbede et eller andet sted på at den danske familie også havde behov for danske legekammerater til deres børn igennem vinteren, men vi var i tvivl. Det var oktober måned og vinteren nærmede sig langsomt.

Vi var trætte af at bryde op hele tiden, sætte telt op, tage telt ned og  fyldt op med forældrerollen. Havde brug for lidt voksenaktiviteter, såsom en lille druktur, lidt fest og farver, andet end børnesange, historier og lege. Men alt det var kun bagateller, fordi vi ville heller ikke hjemad, håbede sådan at kunne overvintre i Spanien, da vi stadig elskede friheden på cyklen, uvidenheden om hvad der ventede os dag efter dag, varmen, strandene, den gode mad, de søde spanioler.

Vi vidste godt at hjemme i Danmark ventede kulde, arbejde, regninger og ny boligspekulation.