Kap 38 - 41 I spanien nød vi livet

Turen til Alicante by var anderledes og lidt farefuld fordi der var bjerge og en tunnel som vi blev nødt til at trække cyklerne igennem. Turen igennem tunnelen var nervepirrende, fordi vi vidste at bilerne ikke var vant til at se cykler, eller rettere en familie der kom trækkende med cykler, børn og cykeltrailer. Tunnelen var mørk og lang så vi tændte lygterne på cyklerne og krydsede fingre, og mens bilerne tudede af os og vores hjerter bankede, begav vi os igennem.

Først da vi kunne skimte lys forude var vi lettede og vi håbede inderligt, at vi ikke måtte igennem flere tunneller. Det er absolut ikke en forhindring man ønsker, fordi det var lige en tand for dumdristigt her i Spanien, hvor vi ikke en eneste gang havde set en cykeltrailer.

Efterhånden fandt vi ud af at i Spanien er det mest enkelte turister uden trailer eller mandlige spaniolerne der kommer cyklende, helst i store hold med hele cykeldresset på. Vi cyklede bare rundt i det tøj vi gik i til dagligt. Cykelshortsene med indlæg brugte vi ikke mere, vores baller var efterhånden af stål. Hvilket egentlig ikke var så dårligt. Endnu en grund til at tage af sted, piger!

Allicante var endnu en stor by med en kæmpe havn, en imponerende stor oplyst borg og masser af strandpromenade. Vi ankom til byen om formiddagen, ringede til Jens, Britt, Rasmus og Frida. Mikkel og Maria var overstadige, de glædede sig til at se Rasmus og Frida igen. Vi aftalte med dem, at vi lige ville finde et sted at overnatte og derefter besøge dem, den efterfølgende dag.

Vi gik ned på stranden, spiste lidt mad og forhørte os om campingpladser. Vi fandt ud af at den nærmeste lå 9 km, tilbage, hvor vi kom fra, i byen El Campello, så vi cyklede lidt af vejen tilbage. Satte telt op og nød den dejlige sommer, indtil vi trætte gik i seng.

Børnene var forventningsfulde over den kommende dag dag, Michael og jeg var lidt betænkelige. Vi var ikke så sikre på at Jens og Britt var så begejstrede, vi havde en fornemmelse om, at vi ikke lige var deres kop te.

Vi brød op næste morgen, cyklede ind til havnen, ankom kl.12.00 og spiste frokost på båden sammen med familien, bagefter sejlede ungerne lidt rundt i en gummibåd og hyggede sig. Michael og jeg gik ind til byen Allicante, som var en imponerende by med mange spændende forretninger, biografer, busser, taxaer og hvad der ellers hører til.

Der var nogle meget fine, gamle bygninger, monumenter og vi nød turen, uden børn. Men det var meget dyrt at bo i byen, og vi blev enige om at undersøge muligheden for, at leje en båd i havnen måske en uges tid. Det kan desværre ikke lade sig gøre og vi blev lidt modløse.

Det var ved at være eftermiddag og vi prøvede at undersøge den sidste mulighed, campingpladserne efter Allicante.

Den næste lå 40 km. længere langst kysten,  i en by kaldet La Marina.

40 km vi blev trætte, bare ved tanken, men de havde en bungalow vi kunne leje, de næste 14 dage for kun 3000 pesetas pr. dag. Det absolut billigste vi havde fået tilbud på turen, ellers lå de normalt på 4500 pesetas pr. dag. I danske kr. er det ca. 150,-.

Vi gik en tur sammen med alle 4 børn, spiste en italiensk is og Michael og jeg diskuterede de forskellige muligheder.

Vi havde muligheden for at cykle tilbage til den campingplads vi havde overnattet på dagen før, eller at cykle de 40 km til campingpladsen i byen La Marina, eller sætte telt op i udkanten af Allicante, i det fri.

Det med at sove i det fri, var vi ikke så begejstret for fordi vi havde mødt en del vilde hunde på vores vej. Hvilket betød at vi altid havde vores trækæp siddende foran på Michaels cykel under hans cykelstang. Vi havde allerede en skræmmende oplevelse, med en kæmpe rottweiler der lige pludselig stod foran os på en vej. Den havde stået lige foran os, men gjorde ingenting. Vi reagerede ved at stoppe cyklerne, vejre situationen og stille og roligt, vende cyklerne rundt. Nogle biler var kommet op bag os og havde dyttet så voldsomt, at hunden heldigvis luntede væk. Det havde været lidt af en rystende oplevelse, fordi hunden kom helt bag på os, og var egentlig ret så tæt på.

Andre hunde, vi havde mødt på vejen, var hundelig der lå i vejkanten, døde, udsultede.

Andre stod foran deres ejers hus, spændt fast i store kæder og gøede vildt, når vi cykler forbi.

Nå men vi forsøgte derefter at finde en bus eller et tog til La Marine, og fik lov at stille vores grej på kajen til den næste morgen, men vi kunne ikke finde en bus eller tog. Det var efterhånden blevet spisetid og vi valgte den sidste udvej. At spørge Britt og Jens om vi kunne overnatte på deres fordæk, indtil dagen efter. Vi var meget nervøse, fordi vi stadig havde den fornemmelse, af at vi var i vejen og at de ikke var så begejstrede for vores besøg.

Vi fortalte dem endvidere at vi havde planer om at tage til byen La Marina, indlogere os på en campingplads for en periode og så ellers finde ud af hvad vi så ville gøre. De indvilligede, men der var en noget trykket stemning den aften.

De var i forvejen meget vrede over at vi havde givet deres børn is, fordi de havde nogle bestemte regler om at børnene kun måtte spise ganske lidt sukker og den havde vi overtrådt samme dag.

Nå, men det var nok ligegyldigt hvad vi gjorde, vores kemi var absolut ikke særlig god. 

Vi sov uroligt den nat, børnene sov sammen i båden og hyggede sig med noget nyt legetøj, som Frida og Rasmus havde i båden.

På vej til La Marina kom vi igennem byen Santa Pola, en by der ligesom så mange andre byer ved kysten, var bygget opad, med mange nybygger huse og smukke terrasser.

Denne by har et tivoli, ser vi da vi cyklede forbi.

Denne strækning var den mest fascinerende på hele vores rejse og det sted jeg husker allerbedst, fordi da vi cyklede ad en lige strækning, lige efter at have passeret selve Santa Pola, som havde været bakket og kringlet, jamen så var der pludselig vand på begge sider af vejen.. Ude i vandet stod der de her store lyserøde fugle, med de lange ben, som man ser i Zoo. Jeg troede ikke mine egne øjne, ”nej det kunne ikke passe, de levede da ikke her i Spanien”.

Men det var rigtigt, det viste sig at de stod i den saltlage som kommer ind fra havet og derfra får de deres lyserøde farve, Flamingoer hedder de ganske rigtigt. Nå men ikke nok med det, da vi var kommet os over det syn, så mødte der os et nyt. En ganske lille ødelagt borg stod i vandet, den så gammel og skrøbelig ud og vi blev alle enige om at her skulle Mikkel bo.

Vi cyklede videre og pludselige tronede store hvide snebjerge op, på højre hånd.

Vi var ved at være forbi byen Santa Pola og nu var her kæmpe snebjerge.

- Nej det kunne ikke være rigtigt, men det lignede virkelig nogle kæmpe kælkebakker, dem som vi kender fra vinteren i Danmark. Det var dog saltbjerge og det viste sig at byen Santa Pola, har et stort område hvor de udvinder salt fra havet. Et ejendommeligt, smukt syn.

Efter at vi endnu engang var kommet os, cyklede vi derudad. Kom til den lille by, La Marina.

Lidt efter kom campingpladsen, som var den mest børnevenlige vi havde mødt på vores vej.

De havde nogle gode legepladser, swimmingpool, strand, stor købmand, indendørs spillehal, restaurant, reception og det myldrede med turister, så mange havde vi ikke set længe.

Det skal vise sig, at La Marina har rigtig mange fastliggere, også fra Danmark, fordi La Marina ligger i en trekant i Spanien, hvor der er varmest hele vinteren.

Der er flere turister som er kommet op, nede fra ”Costa del sol” og det startede den bekymring, som gør at vi må senere må tage en beslutning. Cykle videre eller blive?

Santa Pola, der lå ganske tæt, havde ligeledes en campingplads hvor der lå rigtig mange danskere hele vinteren, faktisk flere end i La Marina, men de danskere vi mødte fortalte at kvaliteten var meget bedre, her hvor vi var landet.

Det viste sig hurtigt at den bungalow vi kunne leje kostede 3000 pesetas pr. dag hvis vi lejede den i 40 dage og det var jo ikke lige det vi havde planlagt, men i første omgang valgte vi at leje den for en uge. Måtte herefter finde en løsning.

Vi skulle betale forud og måtte derfor ringe hjem for at forhøre os hos min mor, om hun mente økonomien kunne klare det. Hun beroligede os og vi lejede derefter bungalowen for den første uge.

Den bungalow vi lejede var ikke den største de havde og vi fik lovning på, at hvis vi valgte at blive de næste 40 dage kunne vi efter denne uge, leje den største resten af tiden til 3500 pesetas om dagen.

Vi nød at pakke alt vores grej ud i et lille hus, med eget køkken, toilet og Tv, i stedet for at ligge i telt. Vi cyklede ind til en lille nærliggende by Guardemar 6 km længere nede ad kysten, fra La Marina. Handlede ind i et stort supermarked og købte stort ind, fyldte køleskabet op.

Michael og jeg købte vores første flaske rum, fordi vi havde virkelig lyst til at drikke os berusede, nu vi ikke skulle cykle videre den næste uges tid.

Britt og Jens havde sagt, at de ville ringe til os om aftenen, så vi kunne aftale nærmere om at ses igen. Samme aften opdagede vi at vores naboer var danskere med to børn der skulle være der de næste 14 dage.

Jens og Britt ringede aldrig og af en eller anden årsag var de afvisende eller lod helt være med at tage telefonen når vi ringede. Det var et stort slag for vores børn, der havde glædet sig til at lege med Rasmus og Frida.
Michael og jeg var skuffet, vrede over at vi et eller andet sted har sat en forventning op overfor børnene, som ikke blev til noget.

Selvom vi hele tiden havde haft fornemmelsen om at de ikke var så begejstret for os, havde vi alligevel håbet på at de lod børnene se hinanden. Vi fortalte børnene at vi ikke kunne få kontakt, men at vi en dag kunne tage ind til Allicante og besøge dem.

De næste par dage badede vi i swimmingpoolen på campingpladsen, spiste god mad i restauranten, cyklede ture til byen Guademar, hvor der var en skøn park. I den by var der også en faldefærdig borg og en lille indendørs spillehal, Maria og Mikkel fik lidt legetøj.
Fordi vejret var blrevet dårligt, med lyn, torden og regnvejr, undersøgte vi i Guardemar om vi kunne leje en movieboks med spil eller film, men det kunne vi ikke.

Det viste sig imidlertid også at der var oversvømmelse i mange af byerne inde i landet, og vandet fosser udad mod middelhavet. De næste to dage var præget af bekymring og angst for hvornår vandet kom og i hvor stor grad. På vores tv kunne vi følge med i katastrofen og holde os orienteret om oversvømmelsen.

Michael sov ikke meget de nætter fordi vores lille træhus var ret så skrøbeligt og vi brugte dagene på at tale om forskellige muligheder, for at søge ly, hvis oversvømmelsen kom til os. På campingpladsen var spaniolerne vant til oversvømmelse, men havde dog sat ekstra mandskab ind. Det gjorde os ikke mindre rolige, fordi i de forskeligge nyhedsudsendelser i tv så det meget slemt ud, og hver gang vi spurgte om vandet snart holdt op, siger de  ”Manana”, hvilket betyder i morgen på Spansk. 

I disse dage legede Mikkel og Maria leger med de to danske børn Sjanne og Steffen.

Heldigvis blev vejret bliver skønt igen, op til 30 grader og vi tog en tur til Allicante den dag Steffen og Sjanne tog flyveren hjem.

Vi tog den lokale bus, en hyggelig rolig tur, op og ned ad de veje, vi netop for ikke længe siden, havde cyklet på, badede på den lækre strand i Allicante hele dagen.

Vi mødte Jens og Rasmus oppe i byen og Jens var meget kort for hovedet og afvisende. Rasmus var glad for at se Mikkel og Maria og bad os gå ned til hans mor og søster på båden.

Vi var ikke meget for det så vi aftalte istedet med Jens, at Rasmus og Frida kunne komme hjem til vores campingplads onsdag d. 30. oktober. Michael og jeg regnede allerede med, at de ville aflyse det, troede ikke, at det blev til noget. Men vi ville ikke være dem der afskar vores børn noget selskab.

I Allicante var der en stor borg som vi prøvede at bestige udenpå, men måtte opgive da den var for ujævn og usikker for lille Maria, men det var sjovt at forsøge, vi så skæve huse der var bygget op ad kanten og hunde der gøede.

Vi var efter oversvømmelsen i fællesskab blevet enige om ikke at cykle videre, men da vi heller ikke ville hjem foreløbig, lejede den store hytte fra 29. november og ca 40 dage ialt. Det var den billigste løsning og samtidig kunne vi så bruge tiden på at finde ud af hvad vi så skulle.

Efter dagene med den silende regn fandt vi ud af, at vi egentlig havde været sparet for mange bekymringer på vores rejse, ved ikke at have tv. Vi havde slet ikke tænkt over vejret før nu, hvor vi pludselig kan følge med i vejrudsigten og blev enige om at det havde været tv’et der havde fået vores angst forstærket.

Campingpladsen blev ikke oversvømmet, men det blev byerne længere inde i Spanien derimod, specielt der hvor kloakkerne fungerede dårligt, affaldet flød ovenpå

Vi var nu nået ind i november måned og vejret var ved at skifte til lidt koldere vejr. Vi kunne ikke rigtigt bade så meget mere, fordi vandet var ved at blive for koldt og der kommer flere og flere overskyede dage.
Vi blev derfor eninge at tage hjem efter de 40 dage. 

Dette meddelte vi min min mor og vi aftaler at vi vil tage omkring d. 1. december og derefter går tiden på en ret så hyggelig campingplads.
Det er en international campingplads med en del danskere, der camperer i vinterhalvåret.

På campingpladsen er der gode aktiviteter for børn, selvom sæsonen er slut mange steder i Spanien og vi begynder at omgås en guide fra Holland, en pige på 19 år, Kelly. Hun står for aktiviteterne på campingpladsen, og virker ret så glad for vores børn.

Vi får også nogle hyggelige stunder sammen med en ældre mand, Verner. Han har lagt sit liv i en autocamper for at opleve lidt af verden på den måde. Han har arbejdet hele sit liv og nu er tiden kommet for at prøve noget andet. Verner kører vi nogle enkelte ture med, blandt andet en hel dag nedad kysten, til byen Cartagene, som bliver det sydligste, vi når i Spanien på vores rejse.

Under oversvømmelsen havde vi taget en kat til os fordi han var så lille og udsultet, og blev sparket af flere børn. Mikkel og Maria ville redde ham og derfor tog vi ham ind i hytten, vi kladte ham mini Nicky, efter vores sorte kat derhjemme, som han lignede på en prik. Eller James, faktisk mest James, ja det hed han. Han blev hurtigt en del af vores nye hjem og han ventede troligt på os, når vi cyklede rundt i området for at se byerne, i nærheden af La Marina. Vi overvejede endda at smugle ham med hjem til Danmark, selvom vi godt vidste at det ikke kunne lade sig gøre.

At vi rejste udenfor sæsonen betød at der ikke var særlig mange danske børn at lege med, men mange ældre mennesker. Vi møder flere tyskere, der beder os rejse hjem og gøre vores pligt, altså passe vores arbejde og sætte børnene i skole. Englændere, hollændere som har en dejlig form for humor og danskere som vi føler nationalfølelse med.

Nogle turister har store imponerende campingvogne, autocampere, nogle har sågar store motorcykler og biler med. Det er imponerende så meget, mennesker tager med når de bor, men jeg kan derimod godt forstå at de vælger at overvintre i et varmt land hele vinteren, det må være skønt.

Nu hvor mønten euro er kommet, ved jeg ikke hvor billigt det er at bo i udlandet om vinteren, men da vi rejste var det stadig meget billigt. Og maden var skøn. Spaniolerne var venlige, rolige og afstressede.

Selvom campingpladsen var luksuøs og hyggelig er der en sørgmodig stemning, da vi godt ved, at vores cykeltur er ved at ende, om ikke længe skal vi hjem, til en anden hverdag. Selvom vi også har haft bekymringer og problemstillinger på rejsen, så har det alligevel været nye og anderledes konflikter. Derhjemme ved vi at bekymringer og problemstillinger hurtigt bliver de samme.

Vi ved at alt det gode vi oplevede her på rejsen, ville komme til at opveje de mindre gode oplevelser, fordi sådan er det bare.
Sådan er det jo også i den almindelige hverdag, vi mennesker brokker os over en masse bagateller, men det bliver jo hurtigt glemt igen, når vi skal opveje situationen. Og rigtig forfærdelige oplevelser havde vi overhovedet ikke med på vejen, så vi vidste at vi vil komme til at savne denne frihed. Det at have det fulde ansvar for vores børn, uden indblanding fra andre mennesker. Vi boede så tæt, nød hinandens selskab.

Uh, det var hårdt. Det var især hårdt når vi slentrer hen ad stranden og lyttede til vandets brus og stilhed. Vi vidste godt at vi skulle hjem og bo i en to værelses lejlighed, 5 mennesker, hvor vi skulle tage hensyn til min mors vaner og hun til os. Vi vidste at det var vinter i Danmark.

At Michael og jeg igen havde fået eget soveværelse, betød igen dejligt samvær og vi nød hinanden. Vi brugte køkkenet flittigt og fyldte køleskabet op, spiste mange dejlige råvarer.

En aften lavede vi en gang kartoffelsalat, til Werner som vi spillede kort sammen med, spillet 500. Mikkel var vild med at spille kort og Maria legede med de mange katte på pladsen og katten James, som nød hendes opmærksomhed.

Hver søndag besøgte vi et marked, der kun lå 1 km væk, her købte vi lidt forskelligt legetøj til Mikkel og Maria og nød specielt deres kyllinger i store ovne, som hang og blev godt gennemstegte med et lækkert krydderi indeni, samt de lange velsmagende vafler med sukker.

En enkelt aften dansede vi i restauranten på campingpladsen, sammen med børnene.

En dag, tager vi endda på en nudiststrand og det var ret grænseoverskridende til at starte med. Vi lå et kort øjeblik og var meget generte men det forsvandt hurtigt som dug for solen. Det endte med at vi stod og spillede petanque splitter nøgne og badede i havet mens vores kroppe glitrede i solen. På et tidspunkt kom en ung fyr spankulede frem og tilbage med lemmet stående op som en flagstang og det trak i smilebåndet hos de andre solende gæster. Mikkel ville ikke smide tøjet så han beholdt sine badebukser på, Maria var ligeglad men hun var også kun 3 år.

Vi cyklede nogle ture ind til byen Guardemar, spiste frokost på en bænk, gik tur i en smuk park hvor børnene kunne lege. Handlede ind i supermarkeder og gik ture på den faldfærdig borg.

En tirsdag var det regnvejr hele dagen og jeg havde drukmave, efter rum og cola aftenen før. Michael legede med børnene, jeg sov lidt, taler lidt i telefon med min far. I det hele taget ringede vi til venner en gang om ugen, bare for at sige hej.

Dagene gik men rejsen var ikke slut inu, der var stadig en masse gode dage tilbage.

Min mor sendte tøj ned til os og det var en glædens dag at modtage en pakke og pakke nyt tøj ud. Hun havde sendt nogle lange bukser og bluser, da vi havde fortalt at morgerne og aftnerne var blevet køligere. Hun sendte også opgavebøger og læsebøger til børnene som de kunne fornøje sig med.

Ugen før vi skulle rejse hjem, ville min mor besøge os og det gjorde børnene ellevilde. De skulle snart gense deres elskede mormor.

At der var forskellige aktiviteter på campingpladsen gjorde at børnenes hverdag blev fyldt lidt op med spanske ord og de legede med spanske børn. Kelly nød at sidde med vores børn engang imellem oppe på pladsen, et par timer. Maria som ellers var meget genert sad indimellem på hendes skød, selvom de ikke talte samme sprog. Sammen med Kelly tegnede hun en del tegninger.

Hver weekend var der forskellige aktiviteter, skydning, boldspil, spil i deres lille spillehal.

Der blev endda arrangeret en tur til forlystelsesparken ”Terra Mitchiga”, som ligger ved byen Benidorm, og den meldte vi os til, da vi gerne ville have den med på vejen inden vi skulle vende næsen hjemad.

Vi var ikke helt stoppet med at cykle så vi cyklede rundt til de nærliggende byer Santa Pola , L Ársenal D´xlx, Guardemar og Elche.

Det blev Halloween i Spanien og den blev også fejret på campingpladsen.

Maria blev klædt ud i en hvid kjole, sminket hvid i ansigtet med blå tårer løbende ned ad kinderne, ligesom Harlekin. Mikkel var sørøver med et træben.

Samme dag skulle Frida og Rasmus ankomme, men de meldte afbud dagen før, på grund af sygdom. Michael og jeg, der som sagt har haft vores anelser, blev selvfølgelig dybt skuffede over at vi fik ret men fortalte børnene at de nok ikke skulle regne med at høre mere fra dem.

Det forstår de selvfølgelig ikke helt, men vi kunne lige så godt sige det, som det var!

Vi var begyndt at overveje at leje en bil til den uge min mor skulle være der, om ca. 14 dage, så vi kunne køre rundt og vise hende lidt af området. Der var så meget vi gerne vil vise hende.

Det var mørkere tidligere om aftenen, koldt om natten, og lidt op ad formiddagen. Men stadig lidt strandvejr.

Vi cyklede stadig ned til stranden ved campingpladsen, en vej med tørre visne træer, hvor især spaniolerne spiste store lange frokoster i weekenden i store familieslæng. Det gjorde de også langs kysten ved Santa Pola.

En dag på stranden legede Mikkel med to svenske drenge.

Nogle aftener var der i restauranten banko og det forgik altid på en sjov måde og en aften blev jeg sat til at synge en sang, da jeg råbte banko og pladen var forkert. Tony en guide, får mig til at synge ” den lille kattekilling,” for ungernes skyld. Bagefter fortalte han mig at pladen alligevel var korrekt. Det får ungerne og Michael til at tage sig til maven, af grin. De synes det var sjovt, at mor blev gjort til grin. Mikkel elskede at vinde og vi vandt en masse småting og souviniers.  Småting som i dag bliver værnet godt om!

Vi spillede stadig meget kort, 500 med Mikkel og Werner. Mikkel blev virkelig en haj. Appelsintræerne bugnede og når man stod på vejen kunne man lugte dem langt væk, en dejlig sødlig, frisk duft.

I Weekenden hvor der var børneaktiviteter, tegning og skydning, havde Michael og jeg fri en hel time, det var simpelthen skønt. Det var stadig varmt og nogle dage kan vi sole os på terrassen i læ, når det blæste for meget på stranden. Der var en frisør på campingpladsen hvor jeg fik farvet og plukket øjenbryn, det var vidunderligt at blive forkælet lidt.

En eftermiddag da Maria tabte et stykke torskerogn på gulvet, kom Mikkel med et rigtigt guldkorn, han lænede sig ud over bordet og udbrød, ”Maria kan du så samle op, det må ikke gå til spilde”, det grinede vi meget af. Det viste at han har prøvet at være sulten og at han skulle lade være med at levne og i stedet spare, samt spise alt bare for ikke at smide ud, fordi i den tid vi cyklede, var vi meget nøjeregnende med hvad vi skulle spise og hvornår.

Til vores grej, finder vi en terminal som ligger 20 km. fra La Marina.

Her blev vi enige om at vi kunne pakke vores cykelgrej ned i den uge min mor kom, hvor vi alligevel ville leje en bil. Vi fandt ud af at vi kunne tage en bus til Danmark, fra Allicante, det ville tage 2 os døgn at komme hjem, tilpas tid til at vænne sig til den nye tilstand. Ungerne ville måske tage med min mor hjem i flyveren, det havde vi ikke rigtigt taget stilling til, inu.

I opgavebøgerne læste vi videre sammen med børnene, for at læse lidt med Mikkel, da han havde lavet mest matematik. Hvilket han i dag er rigtig god til! Vi talte om at komme hjem igen og om ikke at glemme at cykle og huske at campere ofte, selvom vi kommer hjem.

En søndag på markedet fandt vi et smukt tørklæde til min mor, som vi købte som gave, til når hun skulle komme o g endnu mere legetøj til ungerne. Maria fik lavet en perlekæde til sin veninde Sarah i Danmark, som hun sendte hjem til hende. Hun legede stadig meget med katten James og sig selv.