Der var engang
jeg levede i de dødes verden
søgte smerten

Idag har jeg fundet glæden 
i  mig selv

Der var engang
hvor jeg søgte svar
men ingen fandt

Idag har svaret selv
fundet hvad jeg søgte

Der var engang jeg ikke forstod

idag forstår jeg meget

 

Du er måske en af dem
der ikke kan forstå

hvordan livet kan være så barsk
 imod dig

Måske du skal have lidt hjælp
tit skal man miste sig selv

fordi det er
når man mister sig selv
der kan være en hjælpende hånd

som kommer indenfra 

Når du kommer dertil 
finder du  glæden indeni
hvis du giver lov

Ræk ud efter den
mærk efter dig selv
ja du er god nok

Du kan være sikker på
der også er plads til dig

Du er alt det værd
som du selv tror
du skal bare give lov

til at leve det liv
som du forstår
 ikke det de andre forstår

Du skal give slip på fortidens bånd
søge i nutiden

du skal lære at tage imod

 

Hvis nu du falder endnu engang
fordi det kan du gøre

så grib fat i de små glæder
du har oplevet på din vej

tag dem tæt ind til kroppen
og mærk dem

Husk

du har lov til at blive trist
du har lov til at blive vred

du har lov til at sortere det fra
der ikke gør dig godt

du har ret til et liv
hvor du har det godt

 

Og husk så ikke mindst
du ikke er alene

der er mange som har det som dig

der er mange som ikke forstår
som søger

der er mange som lider

Men de fleste har én indeni 
som kan hjælpe

de fleste har sig selv værdig

Så hold nu dig selv kær
husk altid
du ikke kan elske andre

før du har lært at elske dig selv

og hvem kan bestemme
at du ikke skal elske dig selv

Ingen…kun dig.

 

Det gør så ondt i mit hjerte

Det prikker, det stikker, det spænder
Det banker 180 i sekundet, kan ikke slappe af
Åndedrættet gisper, det prøver at følge med
Svimmel, kan intet høre, kan ikke koncentrere mig.
Hænderne, de er fyldt med dråber der lugter
Musklerne spændes, skulderne sidder helt oppe i nakken
kan ikke slappe af.

Det prikker, det stikker, det spænder.
Gråden presser på, øjnene fyldes op, presser dem tilbage igen.
Munden trækker sig sammen, tårerne er væk
næverne knyttes, har lyst til at skrige.
Skriger, men ingen lyd trænger ud.
Hvorfor

Det prikker, det stikker, det spænder
Taler til mig selv, prøver at overtale mit hjerte til at banke langsommere
Hjertet giver lidt slip, men kan stadig mærkes igennem huden
Mit åndedræt bliver roligere, det får lettere ved at følge med.
Skulderne falder længere ned, hænderne slipper, munden åbnes let
Hvorfor

Ja, det ved kun den der har prøvet det selv
Angsten kan nogen gange tage over
 det gør ondt
Men man lærer at leve med den     

Den indre styrke

Jeg sidder i stuen

 en sort stor langbenet, kroget edderkop

kommer hen imod mig

Den har spundet mig ind i sit net

 den holder mig fast med tusinde garne

der er ingen udvej

 

Jeg sidder fast

 jeg kan hverken bevæge mine arme eller ben

jeg kan ikke få en lyd

ud af mine læber

 mine øjne gør ondt

lydene er så langt væk

Hvor er de alle sammen henne?

 

De må da kunne hjælpe mig

de kan da ikke bare lade mig sidde her alene

hele min krop er fyldt op med skrig

der bare venter på at komme ud

de kan ikke komme ud

 

Edderkoppen er nu så tæt på mig

jeg kan mærke dens ånde

af gammelt blod og råt kød

Dens øjne er så sorte og uendelige

at jeg slet ikke kan fange dens blik

Hvorfor gør den ikke noget?

Hvorfor gør ingen noget?

Hvor er de andre henne?

Kan de ikke mærke min frygt

 kan de ikke fornemme, at jeg at i fare

at jeg har brug for deres hjælp

Hvorfor er der ingen her?

 

Jeg ligger mig til at sove

Edderkoppen sidder bare

vugger lige så stille på garnet

jeg bliver døsig

falder i søvn

Er ligeglad

kan alligevel ikke gøre noget

 

Jeg vågner igen

ser den sorte langbenede krogede edderkop

komme hen imod mig

Den har spundet mig ind i sit net

den holder mig fast med tusinde garne

der er ingen udvej

 

Pludselig ser jeg nogle huller

der er faktisk ret så mange

de er bare skjult godt i mørkets skær

men jeg kan ane dem længere væk

Jeg bryder garnet

jeg hiver og slider og aser og maser

indtil garnet giver slip

 

Jeg mærker

hvordan jeg igen

både kan bevæge arme og ben

Jeg begynder at skrige og edderkoppen stopper op

den løfter opmærksomt sit hoved

jeg ser ind i et par øjne der er sorte og uendelige

 

Jeg griner denne gang

den kan ikke skræmme mig

Jeg begynder at synge

edderkoppen begynder langsomt

bevæger sin krogede krop

hen imod mig

I et, hopper jeg hen ad garnet

hen imod et af hullerne

 

pludselig er jeg ude

Jeg løber væk derfra

står et øjeblik og kigger tilbage

Der er kommet andre mennesker til

de står og kigger forundret på mig

Jeg græder, jeg skælder ud, jeg griner

jeg føler en varme indeni

Jeg klarede det! Jeg kan godt selv!

 

Jeg brugte de kræfter jeg selv havde i mig selv

og edderkoppen blev snydt

den må finde sin aftensmad

et andet sted