Kap 6- 10 Cykelturen starter i Maribo i DK

Mandag d. 22. august oprandt dagen og vi sagde farvel til min mor om eftermiddagen. Vi kørte af sted mod Maribo og vandrehjemmet. Vi var alle meget spændte og følte at vi havde hele verden for vores fødder, Mikkel og Maria kunne mærke den bølgede stemning af iver, der fyldte bilen. Bare det endelig at bryde op med hverdagens travlhed og faste rammer, fyldte meget.

Vi havde dog ændret lidt på cykelruten , så den i stedet kom til at hedde Tyskland, Frankrig, Spanien, stadig med et stort ønske, om at komme til Gibraltar og en tur over til Afrika med en færge for til slut, at ende i Portugal.

Den første nat på rejsen var vi så heldige , at få et værelse med plads til 10 personer, så der var bare frit valg på alle køjer. Vi fyldte hele værelset op med cykler, trailere og brugte sengelinnedet på værelset, så vi ikke behøvede, at pakke alt grejet ud.

Vi ville nemlig alle hurtigt af sted næste morgen.

Den første aften gik langsomt, vi var alle utålmodige. Mikkel og Maria var urolige, de vidste godt, at der skulle ske noget nyt, næste morgen. Eva, hun sad med næsen i en bog, hvilket hun altid gjorde.

Om morgenen stod vi udenfor Danhostel , havde pakket hurtigt sammen.

Vi var alle ivrige, kunne næsten ikke stå på benene, havde allermest lyst til at skrige højt op i luften. Vi havde vide planer om, at vi skulle bo på campingpladser, vandrehjem og i det fri, snakken gik højt.

Allerede fra første aften, havde jeg påbegyndt en dagbog og en scrapbog . Alt skulle gemmes! Det er blandt andet det jeg benytter, nu jeg sidder her og skriver!

Vi startede cykelrejsen , det var tungt og vi pustede og stønnede. Langsomt forlod vi Maribo, for at cykle ned til færgen i Rødby. Allerede efter et kort stykke tid, mødte vi franskmanden Francis, som vi fulgtes med over Puttgarden. Han var også på cykel og på vej til Frankrig, var på vej hjem efter et par måneder på cykel. For ham var det en levevej at cykle på landevejen et par måneder hvert år, det havde han gjort i mange år. Han inviterede os til Lyon i Frankrig, hvis vi ville nå så langt, og vi takkede mange gange.

Vejret var nogenlunde, lidt småregn . Med franskmanden blev det Mikkel og Marias første møde, med en mand, med et ukendt og uforståeligt sprog. Eva holdt sig i baggrunden, hun var ikke meget for at tale andre sprog. Hun var i det hele taget ikke meget for menneskekontakt.

Vi var alle meget sultne, maverne knurrede, cykelturen gav appetit, vi spiste en medbragt frokost.

Da vi havde sejlet fra Rødby til Puttgarden , var det efterhånden blevet eftermiddag.

Vi blev hurtigt enige om at finde den nærmeste campingplads, fordi vi gerne ville have sat telt op inden det blev mørkt. Vi var i et fremmed land og vidste ikke hvor stor afstand der var på campingpladserne. Vejret var heldigvis med os, fordi i august er aftenerne lange og lyse.

Også i Tyskland!

Vi vidste ikke hvor langt vi kunne cykle , da vi ikke var vant til at cykle med læs på.

Jeg kunne dog godt se, at jeg havde svært ved at følge med, min cykeltrailer var meget tung, og vi blev nødt til at holde en masse hvilepauser. Den allerførste campingplads vi kom til, var lige efter Puttgarden havn. Men den mand der passede campingpladsen var meget kort for hovedet, da vi spurgte på vores bedste tyske, hvad det kostede at overnatte der? Vi regnede med, at vi kunne betale med Visa Dankort kort, fordi sådan er det jo de fleste steder i verden. Men det kunne vi ikke! Så vi skulle finde et sted at hæve penge.

Vi blev enige om at campingpladsen var for trist, da vi ikke kunne se et menneske i miles omkreds, og cyklede videre for at finde en anden campingplads. Og det var vores held!

I den campingbog vi havde med kunne vi se at der skulle være en campingplads i nærheden af Fehmarnbroen, ved en by der hed Strukkamphuk, så her cyklede vi hen.

Vi fik hævet penge i byen Burg. Det var ikke nemt at finde vej, vi stasede rundt på en masse små stier, men fandt det inden det blev aften.

Campingpladsen kostede 35 D mark for en nat, godt 125,- og vi blev enige om, at hvis alle campingpladser lå i den prisklasse, jamen så måtte vi sove en del i det fri, d a vores orlovsydelse ikke rakte til så meget.

Hvilket i øvrigt var i orden, da man ikke både kan puste og have mel i munden! Men vi var lykkelige, havde fundet en campingplads, vores allerførste.

Vores køleboks der havde været fyldt med chokolade, kiks, brød, pålæg og saftevand, var ved at være tom. Vi havde brug for at få den fyldt op, og de havde heldigvis en købmand, ”yes!”

På campingpladsen, som var dejlig stor og fyldt med mange gæster, slog vi os ned og satte teltene op. Vi lavede vores første måltid mad, på det sparsomme kogegrej vi havde med, der bestod af meget små gryder. Og sikke et bål! Den olie vi havde købt kunne ikke brænde, og vi prøvede i stedet benzin. Det brændte så voldsomt, at gryderne blev sorte og vi var ved at lave ildebrand. Så prøvede vi sprut, som heller ikke ville brænde og vi følte os fortabte. Det endte dog med, at vi lavede mad oppe i køkkenet og blev enige om, at vi måtte få fat i noget rigtig sprit, snart!

Vi vaskede lidt tøj og fik bad. Vi blev nødt til at stabilisere teltet på grund af blæsevejr, inden vi gik ned til den strand, som campingpladsen lå lige ud til. Vi havde alle masser af tøj på da vi ikke ville fryse.

Ungerne nød at løbe rundt langs vandkanten mens de sprøjtede på hinanden.

Samme dag havde ungerne plukket hyldebær som vi kogte og siede om aftenen og spiste med velbehag. Mikkel og Eva lavede lektier i teltet, Maria sad og puttede med sin sut, hendes kæreste eje på turen.

Ungerne faldt omkuld allerede kl. 20.00, trætte af al den friske luft de havde fået hele dagen. Havde det været derhjemme, ville det havde taget mindst tage ½ time at putte dem. Vi andre, ja vi var også trætte da det var hårdt at cykle med læs og musklerne var godt brugt!

Om natten blæste det temmelig meget, teltet ruskede og rystede og vi var ret glade for, at vi havde fået købt et solidt telt. Det holdt godt hele natten, selvom jeg lå vågen en del da jeg lige skulle vænne mig til de nye omgivelser. Eva lå i sit eget telt, tæt på vores.

Dagen efter pakkede vi sammen og cyklede mod Fehrmarnbroen. Vores næste mål var byen Helligehafen, som lå ud mod kysten. Vi cyklede igen, hen ad små smalle stier og fandt en bakke vi kunne komme op ad til broen. Bakken var meget stejl og det forløb ikke uden problemer for sådan nogle nybegyndere som os. Evas kæde hoppede af og mit ene hjul på traileren faldt af, da det ikke var ordentlig spændt fast.

Da vi endelig nåede op på broen efter en masse pusten, stønnen og banden, nød vi den smukke udsigt. Der var sejlskibe i sigte og vandet var blåt og roligt. Vi havde for første gang brugt de lave gearinger, som var på cyklen. De var så lave at vi efter uheldene langsomt kunne slæbe os op på toppen, uden at skulle stå af cyklen.

Vi handlede mad ind i indkøbsbutikken ”Aldi” som jo er tysk, om eftermiddagen i byen Hellighafen.Solen skinnede fra en klar himmel og Eva var allerede blevet solskoldet.

Vi besluttede os for at ligge i det fri den nat, så vi skjulte os på en bakketop, bag nogle træer. Foran udgangen af teltet lagde vi en stor trækæp, i tilfælde af vi fik uventede gæster i løbet af natten.

Aftenen var smuk og vindstille og på bakketoppen kogte vi en gang NesCafe og kakao til ungerne, mens vi sad og lyttede til dyrene i græsset.

Michael havde hentet vand  på en campingplads 12 km væk , nær byen Oldenburg og vi havde fået købt den rigtige sprit til kogegrejet. Der var ikke mange biler på landevejen, som løb lige nedenfor bakken og vi lå godt skjult.

Denne nat var rolig da der ikke var nogen blæst eller storm og teltet stod helt stille, vi kunne høre græshopperne synge.

Næste dag cyklede vi gennem byen Oldenburg  hvor vi indtog en stor pizza, men igen var vi uheldige.

Mit ene hjul faldt af igen, og et andet punkterede. Jeg havde længe kunne se at Evas og min trailer var ulige fordelt, fordi hun uden besvær cyklede derudad uden problemer, hvorimod jeg hele tiden sakkede bagud og flere gange måtte stoppe op, fordi jeg gik sukkerkold. Eva surmulede lidt over min udmelding om at vi måtte pakke de to trailere om, men hun indvilligede.

Vi blev alle enige om at finde en campingplads , hvor vi kunne sortere i vores bagage og pakke trailerne om.

Vejret var "kanon godt"- 30 grader, så vi smed lidt af vores tøj, og cyjlede i T-shirt. Eva måtte dog beholde tøjet på, da hendes næse skallede og hun stadig var rød som en krebs.

Vi nåede til en campingplads nær byen Hohwarth , som var endnu en by langs kysten. Her overnattede vi i to døgn.
Vi havde ikke flere kontanter og på denne campingplads tog de heller ikke Visa Dankort, så Michael og jeg cyklede til byen Leichenburg godt 7 km væk, mens Eva og ungerne badede lystigt på stranden.

I Hohwart købte Mihael og jeg e lækker is og lidt kage på en cafe og nød hinanden, mens vi holdt i hånden og kyssede. 

Om aftenen lå Michael og Eva og så tv på det medbragte mini tv. Det lod sig gøre via et langt stik som vi havde taget med og strømmen fik vi fra en boks på campingpladsen. Vi havde allerede opgivet at bruge de genopladelige batterier vi havde medbragt, da de kun holdt ganske kort tid hver gang vi benyttede dem. Den genoplader vi havde medbragt skulle bruge strøm,  hvilket vi ikke kunne få andet end når vi var på en campingplads og det ville vi ikke basere vores overnatningsvalg ud fra. Så selvom vi var skuffede fordi vi troede de genopladelige batterier holdt meget længere, blev vi dog enige om, at vi ikke var taget på denne rejse for at få luksus, så vi affandt os med situationen.

Den aften fik vi det første måltid varme mad lavet på vores kogegrej - Ris og kødsovs. Vi havde også opdaget at saftevand ikke forefindes i Tyskland da vi havde ledt og ledt de sidste par dage.

Den aften ringede vi til min mor for at fortælle at vi alle havde det godt og børnene fik talt med deres savnede momse. Michael og jeg fik forhørt os omkring økonomien.

Nu havde vi været af sted i 7 dage og vores penge rakte, vi synes alle om livet på landevejen og var rigtige glade for valget om at cykle.

Vi havde allerede gjort os af med Marias klapvogn, da den var alt for tung at cykle med. Michael var blevet hidsig og smidt den overbord for et par dage siden. Men hun brugte den heller ikke, så det er ikke noget stort tab.

Næste dag sorterede vi al det bagage fra som ikke var nødvendigt for at læsset skulle blive lidt mindre. Vi læssede min og Evas trailer om og det må jeg sige, hjalp.

Nu kunne jeg bedre følge med og hun farede ikke bare derudad, som før.