Jeg står på Nørrebrogade, i en menneskevrimmel ved et busstopsted. Griber ned i min rygsæk, trækker lynlåsen op og kærtegner min sølvgrå diskmann, trykker på knappen ”open”, klappen springer op. Jo, det er cd’en med Alejandro Sanz, der ligger indeni, den cd, jeg købte i Spanien. Trykker på knappen ”play” og presser jakken endnu tættere ind til kroppen.

Musikken strømmer ud i mine ører, jeg lukker mine øjne et kort øjeblik, mit hjerte banker blidt, mit blod bliver varmere, hele min krop fyldes med varme.

Jeg forsvinder et øjeblik, fra menneskevrimlen, ned til varmen i Spanien, til sædet på min grønne cykel, til landevejens grusede sand og solens stråler på min nøgne krop. Føler igen friheden ved bare at cykle derud ad, mens landskabet flyver forbi. Cykler i mit eget tempo og nyder samværet sammen med min familie.

Jeg åbner igen mine øjne, sidder på et sæde i bussen, ved siden af en ældre dame i gråt. Hun stirrer ud af vinduet, mens hun knuger sin taske ind til sig. Hun vender sig imod mig og peger ud på mellemgangen i bussen, hun nikker. Jeg forstår, og rejser mig fra sædet, gør plads, damen strejfer mine ben mens hun møver sig ud til udgangen. Jeg sætter mig ned igen, denne gang helt inde ved vinduet, skruer igen op for musikken, lader den gennemstrømme min krop, falder tilbage i sædet, lukker øjnene i.

Er denne gang tilbage på en af de strande hvor vi badede, på vores 4 måneders cykeltur ned gennem Spanien, min mand og børn kommer smilende løbende imod mig. De hiver mig i hænderne og slæber mig ned i vandets blå bølger. Jeg kan mærke det våde omslutte mine ben, jeg synker, hopper højt op i luften, griber en bold, slynger den tilbage, det suser, synker ned igen.

En dreng sætter sig ved siden af mig, berører mine venstre arm, siger undskyld, jeg smiler. Bussen er fyldt op med mennesker, i mellemgangen står en kvinde der hurtigt kigger væk, da vores blik mødes. En mand holder kærligt armene omkring en lille mørkhåret pige, en gråhåret dame knuger hårdt fast i en rem, der hænger ned fra loftet. Bussen snurrer blidt af sted, bremser hårdt op et par gange, der lyder en brummen. Jeg mærker et strejf af duften jasmin, en lyshåret pige maser sig forbi, dørene smækker i. Jeg lukker øjnene igen, tager en dyb indånding, læner mig tilbage, musikken strømmer, skruer en anelse op.

Er tilbage på min cykel, vender hovedet og ser min søn der sidder med sin brune overkrop godt tilbagelænet i cykeltraileren. Han guffer i en vandmelon, saften løber ned af hans fingre, han smiler op til mig. Vender mit hoved over til siden, ser min mands nøgne overkrop, svedig og solbrændt, musklerne spændt, han snakker med vores datter, der sidder med benene oppe på bøjen foran på et lille sæde, hun holder en sodavand til munden og synker, igen og igen.

- Mon vi kan finde en god campingplads, denne gang, der har nogle gode solide senge, så vi denne gang slipper for at sætte teltet op, spørger min mand. Jeg nikker, rækker hånden ud imod ham, han griber den, vi smiler til hinanden.

Bussen bremser for 30 gang, tror jeg, jeg åbner mine øjne, og ser en bager udenfor på vejen nærme sig, der er allerede blevet trykket på stop knappen, så jeg rejser mig fra sædet, går ned mod udgangen. Bussen stopper, jeg står af, ud i den friske luft, musikken strømmer. Det var de flashbacks, dem jeg elsker at mindes, dem der igen går igen og igen.

Tina Nurby marts 2002