kap 25 - 31 Nordspanien

Derefter fulgte en dejlig tid med masser af sol og varme, billig og god mad. Vi cyklede i 35 graders varme og holdt lange hvil på campingpladser, badede og nød Spaniolernes gæstefrihed og begejstring. De var utrolig benovet over at vi cyklede rundt med vores børn og de var vilde med børn i det hele taget. De tog billeder og filmede os, på vores vej ind i nogle byer.

Vi cyklede i bjerglandskab goldt og tørt, med nymodne appelsintræer, Store vældige peberfrugter der voksede ved jorden og vi spiste en masse grønsager, brød og frugt.

Mikkel husker især en lækker sandwich som vi købte på en café i byen Lámpolla, ”den smagte himmelsk.”

Vi nød vandmelon ved vejkanterne, i bjergene fik vi brugt vores lave gear og gik det ikke, hjalp ungerne med at skubbe bagpå - så vi alle grinede. Vi svedte nogle gange så meget, at vores tæer svuppede i sandalerne.

Vi sov i vores telt, uden fortelt fordi det ikke behøves i varmen og vi lejede et stort telt med sengepladser og komfur.Heri var der mange myg og vi blev ædt, indtil vi fik klasket dem alle sammen. -Det havde vi meget sjov med den aftenen.

Vi fandt ud af at mange af campingpladserne var ved at lukke oppe nordpå, men jo længere vi kom ned, jo længere tid havde de åbent. Så vi behøvede ikke at være bekymrede.

Vores økonomi var i orden igen, så vi kunne bare drøne videre, fortalte min mor.

På et tidspunkt, da vi havde cyklet igennem byerne ”L´Ametla de Mar, l`Ampolla og Aldea, hvor Michael blev klippet af en Spansk barber ankom vi til en by ved navn Amposta.

Her var et kæmpe marked og da vi holdt en lille pause ved en busholdeplads, prikkede Mikkel til mig. ”De er danskere” sagde han og det viste sig, at vi stod lige ved siden af en dansk familie.

Mikkel og Maria var nysgerrige ligesom børnene Rasmus og Frida. Jens og Britt som forældrene hed, var på rejse, samme vej som os men bare i en sejlbåd og over de skulle være afsted i et år.

De havde planer om at overvintre i den store havneby Allicante, som ville komme længere nede langs kysten. Her ville de ligge i havnen hele vinteren over, det havde Jens gjort før.

Vi aftalte at mødes samme aften i byen Alcanar Cases, hvor de lå i havn.

Vi cyklede videre, opmuntrede, forventningsfulde og fandt en campingplads efter byen Alcanar Cases, ved byen Vinaroz.

Vi hyggede sammen med dem i et par dage, både på deres sejlbåd og på vores campingplads. Børnene legede godt sammen og vi nød at tale dansk igen. Men aldersforskellen var meget stor os forældre imellem og vi var meget forskellige i opdragelse hvilket kom til at skabe problemer senere hen i vores bekendtskab med familien. De fik dog introduceret os for den lange spanske spegepølse som du også kan købe her i Danmark, og sammen med Spansk grøn peber og Spansk flutes smager det simpelthen himmelsk.

På campingpladsen ved byen Vinaroz, så vi for første gang selvlysende grønne firben, som rendte op og ned ad væggene på campingpladsen, det morede os meget at kigge på dem.

Vi oplever lyn og torden, at ligge i uvished om natten uvidende om at lynet ville slå ned. Men vi var ét med naturen, og det gav en speciel varme indeni.

Efter opholdet på campingpladsen og dagene sammen med den danske familie, cyklede vi videre mod byen Peniscola. Her var en flot borg der blev oplyst af strålende lygter om aftenen. Vi tog på sightseeing i borgen, der var fyldt med små butikker med souvenirs og i selve byen nedenfor, shoppede vi. Købte nye sandaler og lidt sommertøj, smed noget af det gamle slidte tøj ud. 

Om aftenen tog vi med et lille tog op i et bjerg, det vil sige jeg stod af efter at være gået i panik, da jeg er meget højdeskræk og det blev simpelthen for grænseoverskridende for mig. Mikkel og Maria kunne ikke forstå det, men hvordan skulle de også det.
Vi gik lige på hovedet i seng den aften.

Den næste dag badede vi hele dagen i en swimmingpool med bar og oplevede et spansk bryllup. Der var en stor fest i et lokale lige op til campingpladsen, så vi hørte på musik og så glade mennesker i store spranglede kjoler og kjole og hvidt, hvilket var en stor kontrast til alle os badegæster i badetøj 

Vi cyklede en tur til byen Benicarlo hvor vi fandt et supermarked og købte ind til stegte røde bøffer og kartofler som vi lavede om aftenen på vores kogegrej. Da ungerne var faldet i søvn, drak Michael og jeg for første gang på turen alkohol og gik en lille tur i måneskinnet.

Peniscola var en fantastisk smuk by og på stranden var der kunstnere som lavede smukke skulpturer ud af sandet, de var fantastisk dygtige og detaljerede. Vi var mætte, lykkelige, fyldt op. Vi ville slet ikke hjem igen.

Søndag d. 1. oktober cyklede vi videre og stadig langs kysten. Vi var nu på vej ned mod storbyen Valencia og på vejen oplevede vi at en lille kattekilling fandt vej ind i vores telt. Den sov der hele natten, hvilket Maria var begejstret for. Den havde bare en masse utøj, så det kløede på hele kroppen hele den næste dag.

Vi cyklede igennem helt tomme spøgelsesbyer hvor turisterne var taget hjem og byerne lukket ned. Som regel hang der en kone ud af vinduet, som råbte en masse og holdt øje med det hele.

Vi oplevede et land med en masse smukke huse, med marmortoiletter i den fineste stand, flotte haver med prangende statuer og landeveje der flød med affald så stanken hang i næsen lang tid efter.

Vi oplevede tomme triste campingpladser i forfald uden et eneste menneske, andet end bestyren. Store prangende campingpladser med mange turister og fester. Vi nød især at være blandt mange mennesker, men vi nød også freden når vi cyklede derudad.

Det var stadig varmt selvom vi er gået ind i oktober måned.

Vi cyklede igennem byerne Orpesa, Bennescassim og Castelleon.

Inden vi nåede byen Bennecassim cyklede vi oppe i bjergene og det var en fantastisk oplevelse, vi fik taget nogle gode billeder.

Vi blev nødt til at cykle tilbage igen fra Castelleon, fordi byen var frygtelig stor og vi ikke kunne finde en campingplads. Der var kun en kæmpe havn med en masse industri og en stor motorvej.

I stedet lagde vi os på en campingplads, tilbage i byen Bennecassim.

Men det gjorde heller intet, fordi her var endnu en skøn badestrand med varmt og skinnende vand, hvilket efterhånden var hverdag. Og det nød vi i fulde drag.

- Nå men tilbage til virkeligheden.
Vi var nødt til at finde en cykelhandler, da mit ene dæk på cykeltraileren var fuldstændig slidt ned og trængte til at blive skiftt. Det brugte vi det meste af den næste dag til. Vi fandt en lille butik, med en masse cykler og olie og her fik vi skiftet dæk uden problemer. På vejen hjem handlede ind i et supermarked så vi kunne lave lækker aftensmad. Om aftenen vaskede jeg vores tøj på gammeldags manér og Michael ordnede cyklerne, der virkelig trængte til at blive smurt.

Men så opdagede vi noget.
Mikkels Gameboy og spil var blevet stjålet fra teltet mens vi havde været væk.

- Æv, hvor ærgerligt.
Mikkel blev virkelig ked af det, fordi det var det eneste legetøj han havde med hjemmefra. Selvom han og Maria var gode til at lege med naturens legetøj var det alligevel vigtigt med noget hjemmefra. Vi blev enige om at holde ind på en politistation, når vi stødte ind i en.

- Nå men det var lidt af det sure.

Michael og jeg havde ellers fundet en god måde at putte ungerne på.

Vi fortalte et fælles eventyr som vi hver især digtede nyt på hver aften, på skift og det var til stor glæde for de to rollinger. Det handlede om en prinsesse der var gået ud i verden på egen hånd, fordi hun var træt af det rige liv på slottet. På sin vej mødte hun alt, både enøjede mennesker, sørøvere, krager, bjørne der levede oppe i et træ.

Det var faktisk ret underholdende at digte på en historie, som vi ikke vidste hvordan vi ville ende, dag efter dag.