Kap 18 - 24 Igennem Tyskland

Indtil 7. september 2000 havde vi cyklet igennem endnu flere byer, såsom Soltau, Fallingbostel, Hellendorf med mange vejrskift, gode og mindre gode oplevelser. Ungerne oplevede forlystelsesparken Heidepark, hvor de kørte i rutschebaner hele dagen.

Vi sov igen i det fri, vaskede op på tankstationer og nærmede os storbyen Hannover. Vi lyttede til musik på vores ghettoblaster som vi flittigt brugte på hele rejsen, vi nød at blæse musikken af, få følelsen af frihed der fyldte kroppen op når vi fløj derudad på cykelen. Faktisk havde vi en sjov oplevelse i et stort havecenter hvor der stod en DJ udenfor.

Vi stoppede op og blev enige om at spørge ham om han ville spille sangen ”Fly on the wings of love” med Brødrene Olsen. Det gik han med til og han spillede den både på engelsk og dansk. Da den kom brølende ud af højtalerne på dansk mærkede vi en kriblen helt ind til benene og ungerne dansede rundt.

For Eva blev det desværre hurtigt for svært at cykle og hun kørte surt i det hele. Michael og jeg havde længe mærket hendes modløshed og manglende entusiasme og kunne godt se hvor det bar hen. Vi havde talt om det de sidste par dage og nået til den erkendelse at hun nok gerne ville hjem. Vi talte med hende om det og hun fortalte at hun ville hjem til sin mor, hun savnede hende og sine gamle venner.

Vi talte frem og tilbage, ungerne der var meget glade for Eva prøvede at overtale hende, men hun var ikke til at hugge og stikke i. Michael og jeg blev enige om at ringe til hendes mor, så hun kunne hente hende. Vi var triste på Eva og ungernes vegne, men vi vidste godt at Eva ikke anede hvad hun gik ind til da vi tog hjemmefra.Vi var også frustrede fordi vi ikke vidste om vi kunne fortsætte, da vi ville få en trailer mindre.

Samtidig var vi også lettede fordi ved at hun tog hjem betød det at vi kun skulle til at tage hensyn til to børn, istedet for tre, så der var mange blandede følelser. På det sidste havde vi dog lagt mærke til, at hun følte sig udenfor indimellem. Det var en svær balance der indtil nu var det gået fint.

Vi ringede til hendes mor og hun gik modvilligt ind til at hente Eva da hun synes det var spild af penge, at Eva ikke tog med hele vejen, hvor vi derimod mente at den oplevelse hun allerede havde fået  var alle hendes penge værd. Vi vidste at hun aldrig ville glemme oplevelsen og for det andet kunne det ikke nytte noget, når hun først havde mistet gejsten.

Eva blev hentet lørdag d. 8. september på campingpladsen i byen Warmbuchen, godt 8 km. fra storbyen Hannover. Hun havde været med i nøjagtig 17 dage. Eva fik selvfølgelig sin cykel, cykeltrailer, telt, og sovepose med hjem, samt lidt af det vi mente vi ikke ville få brug for, såsom mini-tv`et.

Michael og jeg måtte pakke vores tre trailere om til to så der fulgte et par dage med frustration og spekulationer. Skulle vi tage hjem eller rejse videre?  Både børnene og vi havde brug for varme og masser af strand.
Vi besluttede at fortsætte og undersøge mulighederne for at komme nedad til Spanien.

Vi pakkede vores trailere om og jeg måtte tage et større læs end før, men min krop var nu som stærk at det ikke bekymrede mig. Michael skulle stadig have børnene og kunne ikke tage så meget bagage. Vi sorterede de lange bukser og de store trøjer fra, smed det ud da det alligevel var totalt slidt af den hårde medfart det bliver udsat for ved håndvask og vind og vejr. 

Vi talte med bestyren på campingpladsen og han fortalte os, at der fandtes en busholdeplads på Hannover banegård, hvor der nogle dage ankom busser som kørte til Spanien. Vi stod ved siden af da ejeren ringede til en på banegården i Hannover og overhørte en mand fortælle, at at vi sagtens kunne få vores cykler og trailere med. Men bussen ville først køre et par dage efter så  v i besluttede at bruge de dage til at efterse cyklerne, vaske og smøre dem.

Vi tog ind til Hannover banegård for se om det busselskab ejeren havde talt med fandtes, men ingen kunne bekræfte eller afkræfte dette og vi valgte at stole på ham. Vi tog til et byggemarked og fik stabiliseret cykeltrailerne endnu bedre. Vi kørte i sporvogn og fandt ud af at der dette år var en kæmpe messe i Hannover, en verdensudstilling. Byen stod på den anden ende og alle priserne var sat i vejret.

Aftenen inden alle busserne ankom måtte vi tage ind på busholdepladsen og overnatte, da busserne allerede ville ankomme kl. 6.00 om morgnen og vi ikke vidste hvilken bus vi skulle med. Michael og jeg sov ikke den nat fordi Mikkel sov i den ene trailer godt klemt sammen med trang plads og den var absolut ikke egnet til at sove i. Det husker han dag i dag!

Vi lagde Maria i alle soveposerne på asfalten imellem os, så den nat lovede vi hinanden at det ikke måtte ske igen, men vi blev også enige om at det ville blive en af de episoder vi ville komme til at grine af senere hen. Og det har vi så sandelig også gjort!

Mikkel og Maria sov hele natten, selvom der stank forfærdeligt af pis, den værste stank som findes på alle udendørs busholdepladser, hvor der findes nattevandrere. Michael og jeg sov kun en time hver og natten var meget lang.

Næste morgen kom alle busserne væltende men ingen ville tage vores cykler og trailere med. Vi var på et tidspunkt meget tæt på at komme med, men de afviste os i sidste øjeblik.
Der havde vi gået rundt i tre timer, imellem busser og chauffører og børnene var kede af det og forvirrede.

- Hvorfor kunne vi ikke komme af sted, spurgte de.

Efter skuffelsen fulgte et par hektiske timer på selve Hannover banegård, da vi skulle til at undersøge om andre ville transportere vores cykler og cykeltrailere ned til Spanien og så eventuelt selv tage toget eller bussen. Men hverken toget eller posttoget ville transportere vores grej.

Vi satte os trætte og modløse på torvet foran Banegården og blev enige om at finde en lastbilsterminal som ville transportere vores grej til Spanien, fordi hjem det ville vi bare ikke.

Vi ville ned til varmen, ikke kun opleve at leve på landevejen, nej, vi ville også have lov til at bade, spise is til segnede, gnaske dejlig frugt og nyde varmen.

Da vi sad og spiste lidt frokost, væltede en mand pludselig ind foran os, med hovedet ned i asfalten. Hans næse blødte voldsomt men ingen mennesker reagerede, de spiste bare videre.

Vi løb hen til ham og hjalp ham med at få forbundet ansigtet og næsen var ganske enkelt brækket. Forvirret fortalte han på gebrokkent tysk, at han led af epilepsi og var vant til at falde. Lige efter blev han kørt væk i en ambulance.

Episoden hang fast hos børnene længe efter, de synes det var meget voldsomt men alligevel havde det også været lidt spændende at være med til at forbinde manden, med vores grejet fra vores forbindingskasse som vi havde pakket hjemmefra.

Efter uheldet ringede Michael til sin tidligere arbejdsgiver i Danmark, der fortalte os at der skulle ligge en terminal i byen Braunsvig, godt 40 km længere nede i Tyskland. Vi skyndte os at ringe videre til terminalen i Braunsvig, som fortalte os at de godt ville transportere vores grej til Spanien. ”Yes, vores lange nats slid var alligevel ikke spildt!”

Klokken var på det tidspunkt godt 15.00 så vi blev alle enige om at cykle lidt videre, sove i det fri og så cykle til Braunsvig næste dag. Vi trampede trætte, men ikke nær så modløse, til byen Kirchrode, smed os på en græsplæne, totalt udmattede og faldt i dyb søvn.

Vi havde ikke sovet et helt døgn!

Den næste dag var utrolig lang og vi synes der var ekstremt langt til Braunsvig. Vi var bange for ikke at nå byen, inden terminalen lukkede. Det var sørme også på et hængende hår.

Vi ankom til terminalen lige inden den lukkede og de indvilligede heldigvis i at hvis vi pakkede grejet ned, hurtigt, ville de tage det med samme dag. Det gjorde vi. Skilte cyklerne og cykeltrailerne ad smed alt vintertøjet ud, og imens hoppede ungerne rundt på terminalen på en masse paller, hvilket de synes var ganske fornøjeligt.

Braunsvig by var fyldt med sporvogne med forskellige tal og i prangende farver, en fascinerende måde at blive transporteret på. Vi havde nu kun vores tøj, lidt mad og toiletting.

Vi lejede et værelse på et hotel ved navn ”Hotel Verdi” inde i selve byen. Det var skønt igen at sove i en seng, men en underlig følelse at ligge over gulvet i stedet for på gulvet. Der var en MC Donalds lige overfor, hvor vi spiste et ordentligt måltid aftensmad, mens børnene legede på legepladsen.

Vi ringede til min mor og fortalte hende at vi ville tage det første tog til Spanien. Hun glædede sig på vores vegne.

Vi vidste at togbilletten ville slå bunden ud af vores budget, men blev enige om at det nok skulle gå. I øvrigt var vi egentlig ligeglade, havde lidt feriepenge til overs når vi kom hjem, som vi havde gemt til uforudsete regninger og med den glæde vi følte, jamen så vidste vi at det var det rigtige valg.

Den næste dag undersøgte vi muligheden for at komme til Spanien og det viste sig, at der allerede samme dag, gik et tog til Frankfurt, hvor vi kunne skifte med retning til Port Bou, skellet mellem Frankrig og Spanien, med ankomst i Barcelona, hovedstaden i Spanien næste morgen. Vi blev ellevilde, købte straks billetten, dog uden sovekupe da damen ikke kunne reservere den her i byen, men sagde at vi bare kunne tage den på chancen.

Vi styrtede hjem på hotellet pakkede i en fart, da toget snart kørte. Vi nåede det lige i sidste øjeblik ved at præje en taxa.

Det var blevet d. 14. september og vi havde været undervejs i 22 dage. Mikkel og Marias øjne skinnede!

Det var anderledes at køre i tog at blive transporteret på skinner. Vi gik en tur igennem toget, spiste en sandwich i en meget pyntet spisevogn.

I Frankfurt sprang vi på toget med sovekupe, skyndte os ind i en kupe og låste døren indtil toget kørte. Kontrolleren bankede på døren kort tid efter og blev i først omgang fortørnet, men indvilliegede i at vi kunne blive hvis vi stak ham 150 mark. Vi betalte glædeligt og lænede os tilbage i sæderne. Nød at vi endelig var på vej til Spanien. Godt nok uden cykler, telt og soveposer og uden at vide hvornår vi ville se vores grej igen og hvorhenne, men vi var ligeglade. Vi var bare glade for endelige at være på vej ned til varmen.

I dag vil jeg sige - Vi skulle have startet cykelturen i Spanien fordi så tror jeg vi havde cyklet i endnu længere tid end det vi kom til og var kommet endnu længere ned i Spanien end vi gjorde og måske endda fået Eva med. Men det er nemt at være bagklog!

Togturen var lang og det blev hurtigt aften, vi lagde os til at sove.
Kan huske at jeg vågnede, lige hvor vi holdt stille og udenfor så jeg en masse bjerge, smilede og vendte mig om på den anden side.
Vi holdt stille i rigtig lang tid så Michael vågnede også og vi blev enige om at vi måtte holde midt i Pyrenæer-bjergene, hvilket var et storslået syn. Det var tåget udenfor men vi kunne mærke varmen, da vi åbnede vinduerne i kupeen. Vi kyssede og krammede og var stolte over vores bedrift indtil nu, glade for endelig at holde løftet overfor vores børn.

Vi var glade for endelig at forlade Tyskland og tyskerne.
Som I har kunnet læse havde vi mødt mange venlige tyskere, men vi havde så sandelig også mødt en del fordomsfyldte tyskere, som mente at vi burde rejse hjem med vores børn, fordi de skulle passe deres skole og vi skulle arbejde. Som ligeledes havde været fuldstændige ligeglade når vi kom løbende med tissetrængende børn og ikke lige havde småpenge, fordi betale det skulle man uanset hvad.

At vi havde mødt hovne, uforskammede, stressede og ugalante tyskere, der kiggede ned ad os, talte ned til os. De tyskere var vi trætte af og glade for at forlade. Vi var også trætte af vejret, som efterhånden var blevet koldt, fugtigt og blæsende.

Barcelona, fredag kl. 12.00 var absolut skræmmende. En stor smuk by, som vi slet ikke havde tid til at kigge på, desværre, da vi skulle finde et sted at overnatte. Der var rigtig mange mennesker og det var ligesom at få et kulturchok, men dejlig varmt. Vi gik rundt til forskellige Youth Hostels, pensioner, hoteller, men der var optaget alle vegne.

Det viste sig at netop den dag var der en masse franske lastbilchauffører som var strandet i Barcelona, fordi der var benzinstrejke og alle skulle bruge et sted at sove. Eftermiddagen nærmede sig.

Vi hoppede ind i en taxa, hvor en rigtig snaksalig, venlig chauffør kørte rundt med os i flere timer, indtil han fortalte at vi kunne leje en Bugalow på en campingplads for fordelagtige priser. Chaufføren var selvfølgelig spansktalende, men vi fik alligevel en god snak, med kropsproget.

Da vi ankom til campingpladsen gav vi manden kaffe som tak for hans venlighed taknemmelighed for hans gode hjælp.

Campingpladsen lå 13 km fra Barcelona lige ud til Middelhavet Costa de Garraf. Taxachaufføren ville kun have 1000 pesetas, 100 danske kr., så vi takkede pænt. Vi oplevede allerede den rare gæstefrihed, ro og imødekommenhed som vi havde savnet i Tyskland. 

Vi lejede en Bungalow, en træhytte, for de næste 4 dage da vi ikke vidste hvornår lastbilen ville komme med vores grej. Vejret var nogenlunde, vel omkring 20 grader med en del skyer. Det var ikke helt så varmt som vi havde regnet med, men vi var fortrøstningsfulde.

Vi havde nået Spanien og der skulle meget til at vælte os af pinden.

Togturen havde været med til at tage godt fat i vores sparsomme økonomi og da vi samme dag ringede til min mor, fortalte hun at vi havde et underskud men at det var på grund af manglende orlovsydelse. Det gav lidt kriblen i maven, fordi udgiften fra togrejsen ikke var trukket i nu. Hun beroligede os og fortalte at hun nok skulle kontakte fagforeningen, for at finde ud af fejlen med den manglende orlovsydelse.

Vi havde egentlig ikke læst så meget om Spanien, før vi ankom vi havde indtil nu levet i Tyskland og taget hver dag der kom og kun læst om Tyskland. Så da vi i bogen ” Turen går til Spanien” læste at man ikke måtte cykle i Spanien med cykeltrailer med børn i, blev vi ængstelige. Vi kunne også se i campingbogen at mange campingpladser lukkede i oktober måned. Vi blev dog enige om at slå koldt vand i blodet med hensyn til det med cykeltrailerne, se hvad der kunne ske og hvad angår campingpladserne, så kunne vi se at de lå ret tæt på hinanden, så vi rystede lidt af ængstelsen af os igen.

Bungalowen var luksus vi havde et lille køkken og toilet og vi kunne bare gå ned på stranden, som i øvrigt blev støvsuget hver morgen for skrald. Der var masser af swimmingpools, masser af smagsfulde nye is og vi kunne gå rundt i sommertøj samt vi mødte smilende mennesker overalt. Der var ingen uro, eller stress, kun  legende børn der plaskede og skreg af fryd.

På campingpladsen legede Maria med en pige fra Holland og vi fik lidt voksenkontakt, med hendes forældre. Nogle søde friske Hollændere som vi grinede en del sammen med.

Vi var så småt ved at komme os over at Eva var taget hjem og synes faktisk det var synd at hun ikke holdt ud, fordi vi var overbeviste om at uanset hvordan tingene så ud lige nu, så kunne det kun blive bedre. Og det gjorde det!

Tirsdag d. 19. september, 4 dage efter vi var ankommet til Spanien, hoppede vi ind i et tog for at komme længere ned i Spanien.
Vi havde lejet en bungalow på en ny campingplads, ved at ringe og booke den. Vi havde nemlig talt med det lastbilselskab der skulle komme med vores grej. De havde fortalt at vi kunne hente vores grej i nærheden af byen Tarragona.

Den nye campingplads lå godt 10 km fra byen Tarragona med en utrolig udsigt ud over middelhavet og var en campingplads der var bygget op i terrasser, hvor telte og campingvogne stod. Der var nogle stejle skrænte lige ud over havet.

Her læste vi i bogen om Spanien at der kunne være bjørne og ulve i nærheden. Campingpladsen var dog også hegnet af og der var skilte om at de fodrede bjørnene, for at de ikke skulle komme ind på området. Vi rystede lidt på hovedet og kroppen skælvede da vi gik en tur langs et hegn.

For anden gang på vores rejse mødte vi danskere, et dansk ægtepar som fortalte at vi ikke skulle blive chokerede hvis vi på vores vej ned igennem Spanien, kom til at opleve store hagl på størrelse med snebolde. Det havde de oplevet et par gange. De fortalte endvidere at de engang havde fået smadret taget på deres bil på grund af dem. Men de beroligede os dog med at vi ikke behøvede være så nervøse, fordi deres telt som regel affejede sneboldene og vi skulle jo bo i telt det meste af tiden.

Nå, men endelig fik vi kontakt til lastbilchaufføren og fandt ud af at vores grej ikke var i nærheden af Tarragona, men på en terminal i Barcelona. Vi fik dog overtalt lastbilchaufføren til at smide grejet af på motorvejen tæt på vores campingplads og Michael kørte, sammen med en ældre mand, ud i en lille lastbil og hentede vores grej. Ungerne og jeg var ellevilde og forventningsfulde, hvordan ville vores cykler se ud, og trailerne?

Selvom vi havde nydt opholdet på den smukke campingplads med den vidunderlige udsigt, glædede vi os til at prøve og cykle på den spanske landevej. Denne gang ville vi cykle langs kysten, så vi havde vandet på venstre hånd, hele tiden. Endnu engang oplevede vi hjælpsomhed og var dybt taknemmelige.

Næste dag pakkede vi det hele ud, prøvede al grejet for at se om det virkede og det må vi sige, det hele var i tip top stand.

Vi satte telt op på skrænten, fordi vi ville prøve at sove med den skønne, vilde udsigt, inden vi tog af sted. Vi badede resten af dagen på stranden.

Torsdag d. 21. september, satte vi kursen ud på den Spanske landvej, godt 6 dage efter vi var ankommet til Spanien. Vi var nervøse, hvordan ville Spaniolerne reagere på børnene i vores cykeltrailer? Hvor hurtigt kørte de mon i deres biler?

De kørte hurtigt, og der var mange lastbiler, men de kørte fint udenom alle sammen og på landevejen var der en bred rabat, så vi faldt hurtig til ro og nød den begyndende varme. Vi smed tøjet og cyklede langsomt derudad.

Da vi nærmede os eftermiddag samme dag, var vi ved at miste modet, fordi vi cyklede længere og længere ind i noget industri og kortet viste at vejen snart ville dreje ud mod kysten igen, men det lod vente på sig. Pludselig gik vejen dog nedad og nedad og vi begyndte at køre på nogle utrolig flotte røde velholdte cykelstier. Nok de eneste vi så i Spanien, husker jeg at mindes.

For foden af denne cykelsti kom byen Salou og det var ligesom at komme til en Riviera. Der var fuld af solbrune turister, huende badende gæster, smukke mennesker i sommertøj og vi cyklede på en lang strandpromenade, helt ud til byen Playa de Cambrils.

Vi blev et par dage, badede, gik nogle lange ture, spiste is, pizza og nød at alt var billigt. På campingpladsen hyggede vi lidt sammen med nogle hollændere. Børnene badede i swimmingpool og legede med forskellige børn.